Pérez angriber ABC og Relevo: Jeg er nødt til at sige fra
Tidligere på aftenen afholdte Florentino Pérez et sjældent pressemøde, og det var en spøjs omgang. Der blev udskrevet valg, raset mod pressen og pralet.
Real Madrid står i en vanskelig situation i øjeblikket. Omklædningsrummet er splittet, det samme er tilhængerne, og pressen er, ifølge præsidenten, ude på at ødelægge klubben. Særligt ABC og Relevo fik ørerne i maskinen.
Om ABC:
- Hvis de siger, at jeg har kræft, hvilket er det rygte, der går, burde jeg tage ind på et onkologisk center og blive undersøgt. Tror du ikke, at hvis det var sandt, så ville det være blevet rapporteret over hele verden? Det er ikke sandt. De har fundet på det og besluttet sig for, at jeg ser træt ud. Jeg skal fortælle dig, hvad jeg lige har modtaget, før jeg kom herhen. ABC, en avis der elsker mig meget højt: 'Inden Real Madrids bestyrelsesmøde siger Florentino til en nær kreds, at han er træt, hvilket vækker opsigt.' Mange tak. Jeg kender ikke denne herre. Hvordan kan de sige det? Hans navn er David Sánchez de Castro. Hvem har jeg talt med? ABC bringer konstant den slags nyheder. Jeg arbejder som en hest. Jeg står først op og går sidst i seng. Og det gør mig ondt, for jeg har en følelsesmæssig forbindelse her – min far læste altid ABC og tilmeldte mig som abonnent for mange år siden. Jeg ønskede at ære min far, men nu har jeg besluttet at opsige mit abonnement hos ABC. Min far vil takke mig. Hvordan kan ABC gøre det?
- Jeg er nødt til at sige fra, for som præsident for Real Madrid kan jeg ikke tillade, at folk i medierne tager kontrollen, bare fordi vi ikke vandt ligaen eller Champions League i år. De har allerede glemt, at jeg vandt både ligaen og Champions League for to år siden. Nu siger de, at Madrid ligger i ruiner, er i kaos… Men det er den mest prestigefyldte klub i verden, og det anerkender alle.
Dernæst var det Relevos tur:
- ABC er en del af Vocento. De skabte Relevo, som i forståelse med LaLiga dedikerede sig til at skabe en digital avis, der tabte 25 millioner i løbet af sin eksistens. 25 millioner betalt af LaLiga og andre. Derefter begyndte den at lede, og da LaLiga ikke længere betalte, gik den til Telefónica for at se, om de ville betale. Så gik den til Telecinco for at se, om El Desmarque ville købe den. Det eneste formål med Relevo var at gå efter Real Madrid og Florentino Pérez. Hvordan kan ABC skabe en digital avis ved navn Relevo, som ingen købte? Folk finder på historier, fordi de tror, at det, de skriver, bliver læst af alle. Ingen købte den, og den tabte 25 millioner.

