Referat: Real Madrid – Real Oviedo 2-0, LaLiga, 36. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

På forventelig undervældende manér besejrede Real Madrid torsdag aften LaLigas nummer 20, Real Oviedo, med 2-0 hjemme på Bernabéu.

 

I Real Madrid har man en strategisk smart tradition med at blænde op for alverdens hymner i samtlige minutter, hvor bolden ikke ruller på banen, og derfor kan det være svært rigtig at ane publikums vrede igennem tv-skærmene, men da først kampen blev sat i gang, var det naturligvis tydeligt, at flere spillere måtte tage imod lægternes mishagsytringer. Værst gik det ud over Vinícius, dernæst Tchouaméni og så med Camavinga på en tredjeplads. Og det er der naturligvis ikke meget at sige til.

Til selve kampen havde Arbeloa roteret godt og grundigt, hvilket gav Alaba og Mastantuono sjældne startpladser, mens Carreras var tilbage i varmen. Gonzalo havde fået pladsen fra start i stedet for Mbappé, og igen slog den unge spanier til i franskmandens fravær. Han stod nemlig bag 1-0-målet efter 43 minutter, da han viste rigtig angribernæse og flot tog en bold fra Brahim til sig for dernæst at klaske den i kassen.

Gonzalo havde flere gode momenter i første halvleg, hvor han agerede en fin opspilsstation og generelt fyldte noget i feltet, hvilket er et problem, ingen synes at kunne løse i Real Madrid, hvis man da ikke spiller med Joselu, Gonzalo eller Bellingham som angriber. Gonzalo var også tæt på tidligt i kampen at lægge op til en scoring fra Mastantuono efter nogle snævre driblinger helt nede på baglinjen, mens også Vinícius burde have scoret på et knivskarpt fladt indlæg fra Trent, der ramte hans støtteben. Oviedo fik også en fin mulighed til Nacho Vidal tæt inden foran mål efter et tåbeligt mistimet indgreb af Alaba helt oppe på midten og efterfølgende katastrofal opdækning. Og ellers var første halvleg endnu en af den slags, hvor man kun kan glæde sig til den dag, hvor man ikke skal se Brahim og Camavinga lunte rundt og spille dårlig alibibold på Bernabéu.

I anden halvleg skulle Alaba kun bruge et par sekunder for at være tæt på at forære Oviedo et mål, men han slap med skrækken, og faktisk blev anden halvleg temmelig begivenhedsløs. Mastantuono og Carreras kom tæt på et par gange, mens selvsamme Carreras kunne have været skyld i et Oviedo-mål, da han luddovent luntede tilbage efter at have mistimet en tackling længere oppe på banen, men igen var Nacho Vidal belejligt nok uskarp. Heller ikke Brahim, der notorisk er kendt for at spille med skyklapper på, havde overblikket til at lure faren i tiden. Nøj, de får sig et chok, hvis de en dag skifter til en klub med forventninger til dem rent taktisk, de her spillere.

Efter 79 minutter blev det alligevel til 2-0, da indskiftede Bellingham driblede rundt omkring Oviedo-feltet og fik sparket bolden sikkert i kassen med det mindre stærke venstreben. Kys ud til fansene i jubelscenen. Sådan dér. Og så er der ikke mere at skrive om den fodboldoplevelse.

Kampens badebold: Mbappé og hans øretæveindbydende attituder. Der går jo helt Ronaldinho i den med, hvor meget han griner og storsmiler på sådan en aften? Og sjovt nok altid i det sekund, han får øje på sig selv på storskærmen, uagtet om det er på vej op fra spillertunnelen, på bænken eller på banen. Man skulle nærmest tro, at det her var en nytteløs kamp, efter Real Madrid havde vundet mesterskabet. Kære Mbappé; pak dit kæmpestore ego sammen, og få styr på dig selv til næste sæson.

Kampens spiller: God første halvleg fra Gonzalo og fin præstation fra Trent. Men den går til publikum for deres velfortjente hyldest til 41-årige Santi Cazorla, da han blev skiftet ind i det 55. minut. Så er der da nogen på stadion sådan en aften, der har format.

Perspektiver mod de kommende kampe: Dejligt, at vi er tættere på enden af sæsonen.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...