Officielt: Dani Carvajal stopper i Real Madrid
Real Madrid meddeler i dag på deres officielle hjemmeside, at Dani Carvajal stopper i klubben, når hans kontrakt udløber efter sæsonen.
Efter 13 sæsoner i klubben og 27 titler, heriblandt 6 CL-titler, er det slut for den spanske højreback, som efter en række alvorlige skader ikke længere kan holde trit og lørdagens kamp hjemme mod Ath. Bilbao bliver således hans sidste kamp for klubben.
Real Madrid skriver følgende på deres hjemmeside:
Real Madrid og vores anfører Dani Carvajal er blevet enige om at afslutte en fantastisk æra som spiller i vores klub ved udgangen af denne sæson.
Real Madrid ønsker at udtrykke sin taknemmelighed og store kærlighed til en af de største legender i klubbens og verdensfodboldens historie.
Carvajal er en af blot fem spillere i fodboldhistorien, som har vundet 6 Europa Cup-titler, og han har været en del af et hold, der har stået bag en af de mest glorværdige perioder i klubbens historie.
Han kom til Real Madrid i 2002 og har båret klubbens trøje i 23 sæsoner: 10 år på ungdomsakademiet og 13 år på førsteholdet, hvor han har vundet 27 titler: 6 Champions League-trofæer, 6 VM for klubhold, 5 UEFA Super Cups, 4 spanske mesterskaber, 2 Copa del Rey-titler og 4 spanske Super Cups.
På det individuelle plan blev Carvajal udtaget til FIFpro World XI 2024, kom på FIFA The Best Men’s XI 2024 og blev kåret som kampens spiller i Champions League-finalen 2024, hvor han også scorede et mål.
Carvajal har spillet 450 kampe for vores hold og scoret 14 mål. For det spanske landshold har han spillet 51 kampe og vundet EM i 2024 samt Nations League i 2023.
Real Madrids præsident Florentino Pérez siger:
“Dani Carvajal er en legende og et symbol på Real Madrid og vores ungdomsakademi. Billedet af ham sammen med vores elskede og savnede Alfredo Di Stéfano, hvor de lægger den første sten til Ciudad Real Madrid, vil for altid leve i hjertet hos alle madridistas og i klubbens historie. Carvajal har altid repræsenteret Real Madrids værdier på eksemplarisk vis. Dette er og vil altid være hans hjem.”
Real Madrid ønsker Dani Carvajal og hans familie alt det bedste i denne nye fase af livet.
Estadio Bernabéu vil hylde ham denne lørdag i forbindelse med den sidste ligakamp, som holdet spiller i sæsonen.
