Florentino Pérez indleder sit kandidatur i morgen
Florentino Pérez vil i morgen præsentere sit kandidatur til præsidentposten i Real Madrid.
Han har derfor indkaldt pressen til et møde, som forhåbentligt og formentligt vil blive mere hjertevarmt end sidst, han indkaldte spansk presse til møde, hvor han udover at udskrive præsidentvalg i klubben også brugte mere end en time på at harcelere over pressen.
Morgendagens møde finder sted på Hotel Melía Castilla og indledes kl. 19.00 med temaet ”Masser af historie at skrive” og her ventes Florentino Pérez at løfte sløret for, hvordan han vil bringe klubben tilbage på sporet efter en historisk ringe sæson, på og uden for banen.
Det ventes at blive med José Mourinho som træner og med forstærkninger til forsvar og midtbane. De første bulletiner lyder på, at sagen Tchouaméni/Fede Valverde er afsluttet, samt at der fortsat er fuld tillid til at trioen Bellingham, Vinícius og Mbappé kan fungere.
Herudover forventes det også, at Florentino Pérez vil fuldende moderniseringen af Estadio Bernabéu, ligesom han også har planer om at forny klubbens medlems-struktur, så der kan blive plads til private investorer, der kan få op til 10% af ejerskabet af klubben, men som ikke får stemmeret ved generalforsamlinger og lignende. Her er umiddelbart et stort stridspunkt i forhold til Enrique Riquelme. Endelig ventes Real Madrid også igen at indtage førersædet i forhold til europæisk fodbold efter at have sluttet fred med UEFA i sagen om den europæiske Superliga.

