Enrique Riquelme: Raúl bliver min sportsdirektør
Enrique Riquelme mener det alvorligt, når han går efter præsidentposten i Real Madrid og i går løftede han sløret for sin sportsdirektør, hvis han bliver valgt.
Det bliver ingen ringere end Raúl. Det fortalte han i går i programmet El Larguero på Cadena SER. Her sagde Enrique Riquelme således:
- Ja, jeg har en aftale. Med en spanier. Til dette projekt og i den situation, som klubben er i, skal vi tilbage til disse værdier, denne Madridismo, dna´et i klubben. Det skal være en legende i Real Madrid, sammen med andre store professionelle, en, som har spillet mere end 740 kampe for Real Madrid, 16 sæsoner, mere end 300 mål, mere end 100 internationale kampe….Der er ingen, som kender La Casa Blanca bedre. Og det er denne person, som vi har valgt. Han er den rigtige person til at lede dette sportslige projekt, som kommer til Real Madrid. Det er Don Raúl González Blanco, Hvis jeg bliver præsident, bliver Raúl sportsdirektør i Real Madrid.
I interviewet slog Riquelme samtidig fast, at han har snakket med Rodris bagland, men at han endnu ikke har indledt forhandlinger. Samtidig løftede han sløret for, at han i morgen vil annoncere en udenlandsk spiller til Real Madrid, hvis han bliver valgt til præsident. Endelig slog han også fast, at han har den kommende træner på plads.

