Store indtjeningsmuligheder i det nye Estadio Santiago Bernabéu
Spanske ABC skriver i dag, at Real Madrid regner med, at øge indtægterne ved det nye Estadio Santiago Bernabéu med helt op til 30%, når det står færdigt i 2018.
Moderniseringen vil koste Real Madrid op mod 400 millioner €, men til gengæld får man et stadion, hvor man faktisk ikke behøver at bevæge sig uden for en dør, for at få en oplevelse. Her vil man nemlig overnatte på hotel, spise på restauranter, shoppe i stort indkøbs-center, besøge klubbens museum og naturligvis se Real Madrid spille sine hjemmekampe.
Det er Real Madrids hensigt, at Estadio Santiago Bernabéu ikke blot skal være en hjemmebane, men også et obligatorisk turistmål.
Det regnes for givet, at Estadio Santiago Bernabéu får en sponsor, som vil betale op til 50 millioner € om året og sammen med de øvrige indtægtskilder, forventer Real Madrids ledelse at investeringen vil være tjent hjem i løbet af fire år.
Florentino Pérez har i sin regeringstid allerede investeret 208 millioner € i Estadio Santiago Bernabéu og i Ciudad Real Madrid.
