Fortsat store bud på Casillas
Selvom Florentino Pérez og Iker Casillas i sidste uge angiveligt blev enige om at fortsætte samarbejdet, kommer der fortsat bud ind på den legendariske målmand.
Senest er det Paris SG, som har budt 40 millioner €, men buddet er med det samme blevet afvist af såvel Real Madrids ledelse som af Iker Casillas.
På trods af det, så har Real Madrid valgt at bede Jesús Fernández om at sætte sit mulige skifte til Granada på stand-by og det skyldes tilsyneladende at også Arsenal har henvendt sig med et bud på Casillas. London-klubben råder i forvejen over Casillas´ nære ven, Santi Cazorla, og Mesut Özil, som kom fra netop Real Madrid i sidste sæson.
