Zidane: Jeg bliver i Real Madrid
Zinedine Zidane er fortsat en særdeles populær skikkelse i Madrid, hvilket senest blev bevist under gårsdagens Corazón Classic Match mod Inter, hvor den franske legende blev tiljublet fra lægterne.
Jublen bliver nok ikke mindre af, at Zidane efter kampen slog fast, at han også bliver i Real Madrid i den kommende sæson. Det fortalte han til La Sexta:
- I øjeblikket er jeg her og jeg vil fortsætte i Real Madrid. Herefter må vi se, hvad der sker...
Han lagde heller ikke skjul på, at han nyder tiden i klubben:
- Jeg holder meget af udfordringen. Det er ikke det samme som at spille, men jeg kan godt lide det.
Især Bordeaux har haft fangarmene ude efter Zidane som træner i klubben til den kommende sæson, men de må nu søge alternativer.
