Referat: Real Madrid – Rayo Vallecano 4-1, LaLiga, 5. spillerunde

En stærk første halvleg og en rædderlig anden halvleg resulterede i går aftes i tre point til Real Madrid, da Rayo Vallecano blev slået med 4-1 på Bernabéu.
Rayo startede ellers selvsikkert på bolden med gode indledende ti minutter, men så tog Real Madrid fat og spillede en stærk halv time. Efter et kvarter kom man foran med 1-0, da Lejeune klodset nedlagde Carreras i feltet, hvorefter Mbappé scorede på straffesparket, da målmanden gik den forkerte vej. Og bare tre minutter senere kom selvsamme Carreras såmænd på måltavlen. Igen dummede Lejeune sig gevaldigt med en fejlaflevering tilbage til målmanden efter højt pres af Vinícius. Det skabte ravage, og efter en ét-to mellem Carreras og Mbappé kunne spanieren køligt lægge bolden i nettet til 2-0.
Real Madrid kørte på, og Rayo havde svært ved at spille sig ud. Også Vinícius var tæt på at score, hvilket dog havde været et fatalt drop af Audero, hvis hans afslutning i midten af målet fra kanten af feltet var gået ind. Som tiden gik spillede Diomande, der for første gang startede på banen, sig også ind i kampen ved at vise prøver på sin stærke fysik, fart og ikke mindst evne til at drible med begge ben. Han spillede 20 usynlige minutter, da alt gik ned ad venstrekanten, men han endte med at efterlade et stærkt aftryk, dog uden at være tæt på at score eller assistere.
Efter 35 minutter blev det også 3-0, da Bernardo Silva tog initiativet til at skabe noget bevægelse på midtbanen. En velspillende Carreras fandt ham mellem kæderne, og dernæst kombinerede portugiseren med Vinícius, så sidstnævnte kunne sætte i fart over venstrekanten og til sidst finde Bellingham med et skarpt indlæg med venstrebenet. Englænderen var stensikker i afslutningsøjeblikket og lagde bolden hårdt i det lange, flade hjørne.
Mbappé nåede også at ramme stolpen kort før pausen på et hug fra kanten af feltet, ligesom Courtois vanen tro skulle diske op med en række redninger fra bl.a. Tsitaishvilli og Camello, men alt i alt var det en overbevisende første halvleg af Real Madrid, og kommentatorerne glædede sig da forståeligt nok også bare til at se, hvor stor sejren skulle ende med at blive.
Desværre er der generelt bare noget ravruskende galt med mentaliteten i Real Madrid hele vejen fra de øverste ledelsesgange over klubbens mediekanaler og hele vejen ned på grønsværen. For man kom aldrig rigtig ud til anden halvleg, og dermed fik Rayo lov til at punche løs på Real Madrid og Courtois. Reduceringen kom efter 50 minutter, da en måske for satset aflevering op gennem banen fra Rüdiger ikke nåede frem til en måske for afventende Vinícius, og da Rayo havde held med at bryde spillet, kunne Camello prikke bolden i kassen til 3-1.
Rayo maste bare på i anden halvleg og diskede op med en lang række skarpe afslutninger udefra, og også inde i feltet blev de farlige, bl.a. fordi Carreras ad flere omgange blev alt for nemt rundet på sin venstreback. Hele 18 skud kom Rayo op på i kampen, blot seks færre end et ellers dominerende Real Madrid i første halvleg, og publikum på Bernabéu gav da også udtryk for sin utilfredshed med mærkbar piften i løbet af den sidste halve time.
Heldigvis kom Rayo aldrig igen forbi en heltemodig Courtois, og da Güler kom ind efter 72 minutter, kom der omvendt et hav af gode muligheder til Real Madrid. Dumfries var tæt på at score på hovedstød på oplæg af tyrkeren, og Güler strøg generelt om sig med guldbolde. Hele fem nøgleafleveringer leverede han på 18 minutter – én flere end nummer to i hele kampen – ligesom han skabte to af Real Madrids i alt fire såkaldte ’store chancer’. Og han blev da også belønnet med en assist, da han i de døende minutter havde næstsidste fod på bolden, inden Mbappé lukkede og slukkede til 4-1 med en knastør afslutning i det lange målhjørne.
Kampens badebold: Mourinho. Billedet af ham, der står og klapper af Vinícius, som han først tør tage ud efter 89 minutter, er billedet på meget af det, der er galt i Real Madrid. Okay, han er formentlig bundet på hænder og fødder af Florentino Pérez, men så sætter han gudhjælpemig Cucurella ind? Nøj, hvor er der kamp om spilletiden for Endrick, Espí, Pitarch, Diomande og Brahim, når der reelt kun er kamp om tre af de seks forreste pladser, mens Mourinho samtidig er den tudsegamle skole med sine ofte så sene udskiftninger, hvis de da overhovedet kommer. Forhåbentlig ændrer det sig i løbet af sæsonen.
Kampens spiller: Arda Güler for sine fantastiske 18 minutter. Verdensklasse. Også stor ros til Courtois for hans seks redninger og Bellingham, der kæmpede til det sidste og spillede en fin kamp.
Perspektiver mod kommende kampe: En solid 4-1-sejr, men den anden halvleg giver alligevel malurt i bægeret. Elche skal også slås sikkert på tirsdag, og så venter den helt store test inden landsholdspausen, når man møder Atlético Madrid. En kamp, der virkelig kan blive en indikator på, hvad vej Mourinho-projektet går.
