Referat: Atlético Madrid-Real Madrid 2-1, LaLiga, 7. spillerunde

Der ventede Real Madrid en svær kamp denne eftermiddag på Wanda Metropolitano, og det endte da også med, at hjemmeholdet Atlético Madrid sendte de gæstende bysbørn på landsholdspause med et 2-1-nederlag.
Real Madrid fik ellers en godkendt start på opgøret med ti minutter, hvor man virkede oplagte, sad godt på bolden og forsøgte sig med et offensivt presspil. I starten fungerede presset nogenlunde, men som så ofte før med Real Madrid er det ikke rigtig noget, man kan betro sig på, for ud over i kampens indledning lykkedes det også flere gange Atlético at spille sig igennem, og så var der en motorvej at løbe på, når Real Madrid-spillerne blev fanget ude af position.
Som kampen skred frem, blev kampbilledet derfor også mere og mere, at Real Madrid-spillerne stillede sig tilbage i eget felt og forsøgte at køre på kontra – om det så var planlagt eller af ren nød. Det blev til mange lange bolde på febrilske clearinger, og mulighederne syntes at ligge i, hvis Mbappé, Vinícius eller Bellingham kunne sætte en mand og skabe ravage. Med hensyn til afslutninger blev det da heller ikke ret farligt, da Tchouaméni én gang og Vinícius to gange fik hakket nogle langskud godt over mål.
En xG på 0.13 for Real Madrid i første halvleg vidner også om, at man ikke var tæt på at score. Atléticos xG lå på 0.19, men hjemmeholdet havde trods alt optræk til gode muligheder, når Kang-in Lee en tand for mange gange havde held med at drive gæk med Cucurella og sende bolde ind i feltet, som Atlético dog ikke altid fik afsluttet på. 0-0 ved pausen passede dog meget fint med spillet på banen, og egentlig handlede den største drama om diverse forseelser. Bellingham så gerne Romero bliv udvist for en stempling på knæet, selvom vurderingen herfra er, at der ikke som sådan var tale om en svinestreg, men mere et forsøg på at spille bolden fra argentineren over for en englænder, der kom hurtigt ind i en glidende tackling med knæet helt nede langs jorden. Kang-in Lee havde også en grim tackling på Valverde, ligesom Baena slap for en advarsel, selvom han gang på gang begik frispark på Güler.
Anden halvleg kunne blive både fugl og fisk, men kampen blev hurtigt afgjort, da Huijsen tåbeligt nedlagde Simeone i feltet og derfor både blev udvist og forærede hjemmeholdet et straffespark, som Grimaldo scorede på. Mourinho reagerede ved at skifte Güler og en fortsat undervældende ud til fordel for Rüdiger og Diomande – to spillere, der fik markeret sig markant mere i kampen end stjerneduoen Vinícius og Mbappé.
Først ventede dog nogle svære minutter, hvor Atlético pressede på, og 2-0-scoringen kom efter en times spil, da Simeone, der var fremragende både offensivt og defensivt, hvor han lukkede Vinícius ned uden de store kvaler, sendte et knivskarpt indlæg fladt ind i feltet, hvor Jonathan David helt uopdækket kunne udbygge føringen.
Så virkede det egentlig som om, at kampen var lukket og slukket. Atlético blev ved med at bide fra sig i ny og næ med afslutninger på Courtois, ligesom førnævnte Rüdiger måtte heade bolden heltemodigt væk fra baglinjen. På nær en evigt kæmpende Bellingham, lignede Real Madrid da også mest et hold, der gerne ville slippe for at tabe større end forsøge at reducere.
Efter 76 minutter kom der dog pludselig en kæmpe chance til Diomande efter en stor fejl af Romero, men desværre sendte ivorianeren sin afslutning lige i lapperne på Oblak. Diomande lykkedes ikke med det store, men til gengæld trak han en række frispark, og det var netop sådan et, Real Madrid fik reduceret på efter 89 minutter, da Rüdiger headede indlægget fra Bernardo Silva i kassen.
Mere blev det dog ikke til, og anden halvleg var da også en umådelig svær opgave med 38 minutter plus tillægstid med en mand i undertal og hjemmeholdet foran med 1-0.
Kampens badebold: Ud af mange badebolde-præstationer tager Huijsen prisen med den måde, han sælger sit hold på. En fremragende dybdebold fra Hancko og flot taget med sig af Simeone, men et rødt kort og straffespark må naturligvis aldrig blive resultatet. Heldigvis er han med igen på det spanske landshold, så han får mulighed for at spille sig op af det hul, spansk presse nu vil kaste ham ned i.
Kampens spiller: Det kan jo ikke rigtig være andre end Courtois, der som den eneste leverede acceptabelt.
Perspektiver mod kommende kampe: Der er nu hele tre uger til næste kamp, og så går det for sig med det samme med kampe imod Villarreal, Roma, Sevilla, RB Leipzig og Barcelona. Der er altså ingen kære mor, når Barcelona cruiser, som de gør, og Real Madrid allerede er seks point efter. Der bliver nok at skrive om for spansk presse – og nok at pege fingre af. Mourinho… Vinícius… Huijsen… men helst Florentino Pérez. For rigtig overraskede er vi vel ikke over tingenes tilstand?
