Vidal-skifte virker usandsynligt
Carlo Ancelotti udtalte i mandags, at klubben ikke vil skrive kontrakt med spillere før efter VM.
Det er efterhånden ikke nyt for Real Madrid-fans, at Champions League-vinderne er på jagt efter forstærkninger til midtbanen.
Florentino Perez ønsker at forlænge kontrakten med Sami Khedira, der netop er rejst til Brasilien med det tyske landshold. Tyskeren er fortsat den eneste spiller i truppen sammen med Karim Benzema, hvis kontrakt udløber efter næste sæson.
Uanset om det lykkes at forlænge kontrakten med Khedira, eller om Mourinho har held til at lokke ham til Stamford Bridge, har Florentino Perez og Carlo Ancelotti store planer om at tilføje endnu en midtbanespiller til truppen.
Stjernespillere fra store klubber i Europa rygtes dagligt til Madrid i medier verden over. Her kan blandt andre nævnes profiler som Bayern Münchens Toni Kroos, Juventus' Paul Pogba og Arturo Vidal samt Chelseas Ramires. Sidstnævnte rygtes i dag meget tæt på et skifte til den spanske hovedstad.
Et af Real Madrids erklærede transfermål denne sommer er Arturo Vidal. Seneste melding i de spanske medier skulle dog nu gå på, at klubben ikke længere er interesseret, fordi Juventus fortsat hårdnakket kræver 60 mio. € for den chilenske landsholdsspiller.
Det virker derfor mere og mere usandsynligt, at Vidal siger "arrivederci" til Torino og "hola" til Madrid. Der er nu i sandhed åbnet op for, at Ramires skifter den blå Chelsea-trøje ud med Real Madrids hvide; specielt fordi en byttehandel med brasilianeren og Sami Khedira kan komme på tale.
Sidste sommer var Vidal en af Ancelottis foretrukne transfermål, men en række faktorer gjorde, at chileneren ikke endte i den spanske kongeklub: Juventus' prisskilt, Asier Illaramendis 32 mio. € skifte fra Real Sociedad, købet af Gareth Bale samt, på rygtebasis, klubbens forhåndskontrakt med Borussia Dortmunds Ilkay Gundogan.
