Derby-dommer står over for karantæne efter kontroversielle kendelser
Der har været en del snak om dommerne i Spanien, og efter søndagens kamp mellem Atlético Madrid og Real Madrid er debatten blevet heftigere. Det har udløst konsekvenser for kampens dommer.
Miguel Ángel Ortiz Arias havde ansvaret på Riyadh Metropolitano, og han står nu til at blive taget af kampplanen de næste to spillerunder efter sin dommerpræstation i weekendens lokalopgør. Ifølge Defensa Central bliver det vanskeligt for dommeren at få tildelt en kamp på samme niveau i den nærmeste fremtid. Flere mener, at Atlético Madrid undgik to røde kort, og det fik José Mourinho til at rase efter kampen.
- Den stakkels mand (Miguel Arias) kom hertil og kunne ikke klare presset, som jeg kalder 80’ernes pres, og som man meget sjældent ser i dag. Derefter er der hr. Trujillo, som var VAR-dommer. Han kaldte dommeren ud til den første situation med et muligt rødt kort, men jeg mener ikke, at han gjorde det ved den anden, selv om den var endnu grovere end den første. Han har en meget omfattende historik som VAR-dommer i Real Madrids kampe, fortalte Mourinho til medierne efter kampen, hvor han samtidig fremviste et billede af de to kontroversielle hændelser, som ikke endte med røde kort.
Indtil videre har Fran Soto, formand for den spanske dommerkomité, ikke udtalt sig om hverken dommerpræstationen eller karantænen, som Miguel Ángel Ortiz Arias står til at få.

