Juventus accepterer Morata-klausul
Juventus var i går til forhandling om Álvaro Morata på Estadio Santiago Bernabéu.
Den italienske mesterklub havde sendt Beppe Bozzo til mødet med Real Madrids magtfulde José Ángel Sánchez, som forestår alle forhandlinger på klubbens vegne og med til mødet var naturligvis også Moratas agent, Juanma López.
Her kom det frem, at Juventus nu også accepterer at købe Morata i en handel, som sikrer Real Madrid en tilbagekøbs-klausul, hvilket klubber som Wolfsburg og Inter tidligere har accepteret.
Samtidig skal Juanma López have afskrevet muligheden for, at Morata bliver udlejet og dermed synes klubber som Sevilla og Villarreal ude af billedet og i det hele taget synes Juventus at være den endelige aftager af den unge angriber.
Torino-klubben har fulgt Álvaro Morata tæt i to år og han er et særligt ønske fra træner Antonio Conte.
