Real Madrid får også økonomisk La Décima

Real Madrid sikrede sig i sidste måned den eftertragtede La Décima, men også på den økonomiske front kan man se frem til en "La Décima".

Det ser nemlig ud til, at man for 10. år i træk bliver klubben med flest indtægter i verden. Regnskabet er endnu ikke forelagt klubbens medlemmer, men man anslår en ny indtægts-rekord, som kommer til at ligge omkring 535 millioner € og det er suverænt den største indtægt blandt fodboldklubberne.

Real Madrids største indtægtskilde er fortsat den særdeles lukrative TV-aftale, som giver klubben 177 millioner € om året, mens Estadio Santiago Bernabéu sørger for en indtjening på 168 millioner € om året og endelig er der marketing/merchandise på 166 millioner €. I disse tre beløb indgår også en del af de øgede indtægter fra Champions League-triumfen, som menes at have givet Real Madrid 57 millioner €.

Siden 2004 har Real Madrid praktisk talt fordoblet sine indtægter. Dengang var indtægterne på 270 millioner € og i år når man altså over 530 millioner €.

Real Madrid har netop forbedret sine sponsorkontrakter, således at Fly Emirates betaler 25 millioner € om året for at have sit navn på trøjen, mens Adidas betaler 40 millioner € om året.

Til sammenligning nåede Barcelona som klubben med næstflest indtægter op på 482,6 millioner € sidste år.

 

Seneste artikler...