Tassotti favorit til at overtage Zidanes rolle
Med Zinedine Zidanes ansættelse som træner for Real Madrid Castilla kommer førsteholds-truppen til at mangle en assistent-træner, men man kan være tæt på at ansætte en ny.
I hvert fald spekuleres der voldsomt i, at Mauro Tassotti hentes ind fra Italien til at overtage tøjlerne fra den særdeles populære franskmand. Carlo Ancelotti og Mauro Tassotti er særdeles nære venner.
En ansættelse af Mauro Tassotti vil utvivlsomt bringe masser af Morbo til de kommende El Clásico-opgør. Barcelona har nemlig ansat Luis Enrique som træner og de to havde et voldsomt sammenstød under VM i USA i 1994, hvor Tassotti brækkede næsen på spanieren.
De to har dog siden fået snakket ud om episoden og har også mødt hinanden på sidelinien, da Luis Enrique var træner i Roma og Tassotti var assistenttræner i Milan.
