AS: Cristiano Ronaldo vil ikke forlænge

Ifølge spanske AS vil Cristiano Ronaldo ikke forlænge sin nuværende kontrakt med Real Madrid, som løber til 2015.

Real Madrid menes ellers at have forberedt et kontrakt-udspil til portugiseren efter denne sæson, men angiveligt skal Cristiano Ronaldo have erkendt, at klubben ikke gør noget som helst for at give ham glæden tilbage, bortset fra at tilbyde ham flere penge, hvilket er det mindste af problemerne i klubben.

Cristiano Ronaldo er derimod træt af den manglende opbakning til ham fra klubbens side, hvilket kulminerede i slutningen af august måned, da han deltog stort set alene i UEFAs kåring af årets spiller, hvor hans to modkandidater i Barcelona, Iniesta og Messi, havde en hel delegation fra den catalanske klub med sig.

Real Madrid forsøger dog stadig at overbevise Cristiano Ronaldo om, at han skal blive i klubben, blandt andet ved at tilbyde ham en kontrakt gældende frem til 2018 og med en betragtelig lønstigning fra 10 mill. € til 15 mill. €, samtidig med at man holder interesserede klubber fra døren ved at slå fast, at man ikke vil sælge ham.

Men klubben kan altså blive tvunget til at ændre på den holdning, såfremt man ikke når frem til en fælles overensstemmelse i løbet af det næste halvandet års tid eller endnu hurtigere, hvis forholdet mellem dem forværres.

Seneste artikler...