James er fortsat varmt emne
Real Madrid arbejder tilsyneladende fortsat på at tilknytte James Rodríguez til truppen til den kommende sæson.
Spilleren virker interesseret i et skifte og Monaco er heller ikke afvisende over for et salg af colombianeren, men hidtil har problemet været at finde plads til offensiv-spilleren i Real Madrid, men også det problem er på vej til at finde sin løsning.
Álvaro Morata er nemlig snublende nær et skifte til Juventus, mens Paris SG forbereder et gigantisk bud på Ángel di María.
Carlo Ancelotti er som udgangspunkt ikke interesseret i at miste Di María, men argentineren synes selv indstillet på at forlade klubben og derfor vil man ikke holde på ham.
Som alle andre Galáctico-indkøb venter der lange og seje forhandlinger, for selv om Monaco meldes interesseret i et salg af James, så vil man ikke sælge for enhver pris. Man betalte sidste år 45 millioner € for ham i Porto og nu kræver man som minimum 75 millioner €, mens Real Madrid synes villige til at betale op til 60 millioner € for ham.
