Forbes: Madrid mest værdifuld
Det er sket før, og det vil med al sandsynlighed ske igen. Real Madrid er ifølge Forbes seneste analyser verdens mest værdifulde sporstshold. Det er andet år i træk, at den spanske hovedstadsklub topper det anerkendte magasins liste.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Real Madrid er en enorm sportsinstitution med en gloværdig historie. Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at klubben indtager førstepladsen på denne liste taget flere faktorer in mente, som Forbes' Kurt Badenhausen skitserer.
- Real Madrid er nået til Champions League semifinalerne fire år i træk og vandt "pokalen med de store ører" i år - deres tiende titel. Real Madrid fik 57,64 millioner euro for at vinde Champions League og 45,82 millioner euro for semifinalepladsen sidste år. Real Madrids globale image med spillere som Cristiano Ronaldo, generer flere indtægter end noget andet sportshold i hele verden (498,81 millioner euro i 12/13-sæsonen). Trøjeaftalerne med henholdsvis Adidas og Emirates indbringer Real Madrid en samlet sum på 59,12 millioner euro årligt, nævner Badenhausen.
Magasinet vurderer Real Madrid til at have en værdi på 2,54 milliarder euro. Barcelona og Manchester United indtager henholdsvis anden og tredje pladsen i denne analyse.
