Engelsk presse: Casillas tæt på Arsenal
Ifølge engelsk presse kan Iker Casillas være meget tæt på at skrive kontrakt med Arsenal. Parterne skal således være langt fremme i forhandlingerne og stort set være enige om betingelserne.
Real Madrid har ellers længe arbejdet ud fra ideen om, at Diego López skulle forlade klubben, men såvel Ancelotti som klubbens sportslige ledelse er angiveligt imponeret over målmandens gennemført loyale opførsel, som viser sig ved, at han ikke lægger skjul på, at han vil blive i klubben, hvad enten det er som første- eller andetvalg på målmandsposten.
Monaco har ellers vist interesse for at få Diego López inkluderet i den forestående handel med James Rodríguez, men Real Madrid har kategorisk afvist at lade nogen spillere blive en del af den handel.
Spansk presse mener samtidig at vide, at Iker Casillas er utilfreds med sin position i Real Madrid og derfor vil man angiveligt ikke stå i vejen for målmanden, såfremt han beder om at få lov til at skifte.
At der kan være nyt undervejs på målmandsfronten vises også ved, at Real Madrid praktisk talt er enige med Keylor Navas fra Levante og mange regner det for sikkert, at han bliver Real Madrids tredje indkøb til den kommende sæson efter Toni Kroos og James.
