Di Marías dage i Madrid synes talte
Ángel di Marías dage synes talte i Real Madrid og en enig spansk presse slår fast, at han præsenteres som ny mand i Paris SG i starten af den kommende uge.
Den argentinske offensivspiller har gennem længere tid været rygtet væk og franskmændene har været varmeste bud, men klubben har været nødt til at afhænde spillere, før man kunne realisere købet af Ángel di María og nu står spillerne på rygtebasis på det nærmeste i kø for at forlade Paris.
Lavezzi meldes på vej væk og Atlético Madrid forhandler angiveligt med Javier Pastore, men det mest opsigtsvækkende er, at Edinson Cavani i dag ikke er rejst med Paris-truppen til Hong Kong, hvilket i Paris SG forklares med, at han har fået en virus.
Den uruguayanske angriber har tidligere luftet sin utilfredshed med, hvordan han blev brugt i klubben og senest har Manchester United vist stor interesse.
Det baner vejen for Ángel di Marías skifte og de to klubber skal være enige om en pris på omkring 60-65 millioner €, mens argentineren selv kan se frem til næsten en fordobling af sin løn til 8 millioner € om året i de fem år, han skriver kontrakt for.
