Nederlag til Inter i første træningskamp

Real Madrid tabte nattens kamp mod Inter efter straffespark.

Carlo Ancelottis mandskab var særdeles reserveplaget, da en stor del af truppen fortsat er på ferie efter VM-slutrunden og i stedet fik en række unge spillere chancen og de gjorde det i store træk godt, selv om opgøret ikke bragte dem tættere en fast plads i førsteholdstruppen.

I stedet fik de samlet lidt erfaring og de kunne se Gareth Bale bringe Real Madrid foran efter 10 minutters spil på et godt langskud, hvor Inter-keeperen ikke så alt for sikker ud, men målet faldt i en halvleg, hvor Real Madrid havde godt styr på spillet uden dog at komme frem til de store oplagte målchancer.

Anden halvleg blev ikke meget anderledes, men Vidic fik rutineret fremtvunget et straffespark, som Mauro Icardi fik udlignet på og så måtte kampen finde sin afgørelse på straffe. Her brændte en ellers godt spillende Isco og Illarramendi for Real Madrid og så kunne Inter sikre sig sejren på 4-3.

Real Madrid møder AS Roma i næste kamp. Italienerne tabte første kamp med 3-2 til Manchester United.

Real Madrids hold: Diego López, Carvajal, Pepe, Nacho, Diego Llorente, Illarra, Medrán, Isco, Lucas, Raúl de Tomas og Bale.

Disse spillede også: Jesús, Mascarell, Derik, Sobrino og Marcos Llorente.

Seneste artikler...