Madridista.dk mener: For mange kokke fordærver maden

Ordsproget "For mange kokke fordærver maden" har fået nyt liv i Real Madrid med en håbløs målmands-situation, som man med rettidig omhu kunne og burde have lukket for længst.

Med den snarlige tilgang af Keylor Navas, står man med tre mere eller mindre lige gode målmænd, og det er som minimum en for mange og reelt set er det også to for mange, men det tvinger sandsynligvis desværre Real Madrids sportslige ledelse til at træffe en uværdig beslutning og bede enten Diego López eller Iker Casillas om at forlade klubben.

Det ser ud til at blive førstnævnte, som dermed bliver bragt i en umulig situation, for man kan uanset tilhørsforhold ikke bebrejde ham, at han i sin tid takkede ja til Real Madrids tilbud om at komme til klubben og at han sidenhen har kæmpet loyalt og tappert hver eneste dag.

Det er nærværende skribents klare holdning, at den korrekte løsning i den umulige situation ville være at give Iker Casillas løbepas. Det ville være godt for hans nye klub og det ville være bedst for Real Madrid og ikke mindst for Iker Casillas.

Sandheden er jo nemlig den, at der er ved at snige sig mørke skygger hen over hans legende-status i klubben og det har hverken han eller Real Madrid faktisk fortjent.

For nok vil Iker Casillas med ret og rimelighed kunne kåres som historiens bedste Real Madrid-målmand, men det fjerner ikke det faktum, at der ikke længere er den aura af uovervindelighed over ham og i stedet har han nu udsigt til at ende som ringvrag i Real Madrid, hvor han må dele posten som målmand med andre og sådan bør legender ikke ende deres dage i klubben.

Salig Richard Møller Nielsen sagde engang: "Man skal huske at forlade en fest, når den er på sit højeste".

Det er vise ord, som spillere som Raúl og Guti fik held til at efterleve og derfor husker vi dem for deres bedste tid og mange af os tænker også, at de nok godt kunne have klaret et år eller måske to mere i Real Madrid. Men den situation er langt bedre end hvor man tænker: Bare du dog var stoppet i tide.

Og den følelse sniger sig langsomt ind omkring Iker Casillas. Bevares, han er stadig højt elsket i klubben, men auraen omkring legenden krakelerer langsomt. Senest bevist i en afstemning, som AS foretog blandt sine læsere, hvor man bad dem tage stilling til den kommende sæsons hold.

Bevares, her var Iker Casillas fortsat den målmand, der fik flest stemmer (51.384), men man bemærker, at Keylor Navas, som end ikke er kommet til klubben endnu, fik næsten lige så mange stemmer, nemlig 49.113.

I afstemningen er det også værd at bemærke, at Iker Casillas, som skulle forestille at være det største Real Madrid-ikon, er den spiller som får suverænt færrest stemmer blandt de 11 startende.

Selv om man i denne sammenhæng altid skal holde sig for øje, at den slags afstemninger i høj grad baseres på dags-holdningen, så er det alligevel en helt klar tilkendegivelse af, at situationen for Iker Casillas ikke er som den har været.

Det kan være et tyndt grundlag at dømme Iker Casillas på hans tre seneste kampe (CL-finalen og de to VM-kampe, han fik lov at deltage i), hvor han leverede horrible indsatser, for det hører også med, at han har stået gode kampe for Real Madrid, men det ændrer ikke på, at Iker Casillas ikke udstråler samme sikkerhed som tidligere og man har ikke samme stålsatte ro, når han står i målet, som man havde tidligere.

Tilhængere af Iker Casillas vil naturligvis forholde sig romantisk til målmanden og minde om, at han fem år i træk blev kåret til verdens bedste målmand og at han fortsat er den bedste Real Madrid-målmand.

Det er helt korrekt. Førstnævnte er fakta, mens sidstnævnte jo i hvert fald ikke er i lodret strid med sandheden, om end man kan have sine meninger for og imod, men bænkningen af Iker Casillas gennem nu 1½ sæson og med to forskellige trænere, har givet ridser i lakken og med tilgangen af Keylor Navas, vil man sandsynligvis ikke opleve en situation, som vil bringe Casillas tilbage som urørlig i Real Madrid-målet og dermed vil der fortsat kunne bæres véd til Casillas-kritikernes bål.

Det gør altid allerhelvedes ondt at sige farvel til en legende og sådan vil det også blive med Iker Casillas, men situationen er efterhånden blevet sådan, at det er den bedste løsning for alle parter.

For mit eget vedkommende må jeg klart erkende, at jeg foretrækker at se ham blomstre op i en ny klub og igen kæmpe sig ind blandt verdens allerbedste målmænd, frem for at henslæbe en tilværelse i Real Madrid med sporadiske optrædender.

Derfor står Real Madrids sportslige ledelse nu over for en af de sværeste beslutninger nogensinde, nemlig at få Iker Casillas afsat på værdig vis.

Det bliver ikke nemt og det bliver helt sikkert ikke populært. De bedste sportslige ledelser overlever dog ikke udelukkende på popularitet, men derimod ved at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter.

Tidspunktet er kommet for Iker Casillas.....for Real Madrids skyld og for hans egen.
Saludos Blancos.

Jesper

 

Madridista.dk mener er et udtryk for skribentens egen holdning og ikke nødvendigvis sidens generelle holdning.

Seneste artikler...