Rasende målmandsdebat sender Casillas væk

Iker Casillas nyder ikke længere spansk presses beskyttelse og dag for dag vokser rygterne om hans exit.

Selv om alt i øjeblikket taler for, at han fortsætter i Real Madrid i den kommende sæson, så melder spanske La Sexta alligevel, at den voldsomme kritik efter Manchester United-kampen skal have fået Iker Casillas til at vende på en tallerken og igen overveje sin fremtid i klubben.

Angiveligt har Real Madrid og Iker Casillas igen indledt samtaler om en løsning, som tilfredsstiller begge parter og journalist José Luis Sánchez fra La Sexta har bebudet overraskelser i sagen i de kommende dage.

La Sexta mener at vide, at såfremt Iker Casillas vælger at forlade klubben, så er Diego López tilbage i varmen i Real Madrid og han skal også have holdt møder med Real Madrid omkring emnet.

Omvendt melder El Confidencial, at Real Madrid er så bekymret over den vedvarende målmands-debat, at man nu går efter at afhænde både Iker Casillas og Diego López for at starte helt fra nul på målmands-posten.

El Confidencial mener at vide, at Real Madrid vil strække sig langt for at hjælpe Casillas til en ny klub og samtidig afsøge markedet for en kompetent målmand, som kan tage kampen om med Keylor Navas og her er det ingen ringere end Chelseas Thibaut Courtois, som bringes i spil.

Den tidligere Atlético Madrid-målmand er vendt tilbage til Chelsea for at tage kampen op, men Real Madrid menes at være klar til at forsøge at købe eller leje ham, mens man vil give Diego López i bytte. Også Petr Cech bringes i spil, hvis tjekken ender med at tabe målmandskampen i London.

Seneste artikler...