Kovending: Di María ser ud til at fortsætte
Ifølge spansk presse kan der være en markant ændring under opsejling i forhold til Ángel di María.
Den argentinske landsholdsspiller overvejer nemlig at fortsætte karrieren i Real Madrid og det er især fordi, han nyder stor opbakning fra den øvrige spiller-trup og fra Carlo Ancelotti, som skal have bedt Real Madrids sportslige ledelse om at gøre sit for at holde på Di María.
Carlo Ancelotti og Ángel di María skal angiveligt have haft en samtale i tirsdags, da argentineren indledte træningen i Ciudad Real Madrid efter endt sommerferie og der blev det slået fast, at argentineren ikke selv vil fremprovokere et skifte og at han kun vil væk, hvis Real Madrid selv melder ud, at man ikke regner med ham i den kommende sæson.
Det står dog stadig fast, at Ángel di María ønsker en forbedret kontrakt, som giver ham samme løn som de klubber, han angiveligt har tilbud fra og her snakkes der om lønninger helt op til 8 millioner € om året, hvilket Real Madrid som udgangspunkt ikke har i sinde at efterkomme, men Ancelotti har bedt parterne om at finde sammen om en løsning, der holder Di María i klubben.
