Succes i seneste Super Cup
Når Real Madrid i aften løber på banen i Cardiff til Super Cup-finalen, vil det være med visheden om, at klubben overvandt modstanden i den seneste europæiske finale,.
Således skal man godt nok helt tilbage til 2002 for at finde Real Madrids seneste optræden i dette lidt atypiske opgør mellem vinderen af Europa League (den daværende UEFA Cup, red.) og Champions League.
For 12 år siden besejrede Los Blancos nemlig hollandske Feyenoord med 3-1 i opgøret, der i disse år per definition blev afviklet i Monaco.
De hollandske modstandere havde i UEFA Cup-finalen besejret Dortmund med 3-2 blandt andet på en scoring af danske Jon Dahl Tomasson alt i mens Real Madrid, som de fleste nok husker nedlagde et andet tysk hold, Leverkusen, i en kamp, hvor særligt Zidanes magiske mål til 2-1 står højt i erindringen.
Super Cup-finalen, som blev afviklet 30. august 2002, endte som skrevet tidligere med spansk triumf i en kamp, hvor der på grønsværen var plads til navnkundige spillere som Figo, Roberto Carlos, Raúl og ikke mindst Iker Casillas, der altså igen i aften vil være i aktion.
Også Hierro er blandt gengangere fra seneste finale, om end han modsat den nuværende klubkaptajn må tage plads på bænken i rollen som Carlo Ancelottis nyslåede assistent-træner.
For Real Madrid nettede Roberto Carlos og Guti på traditionel facon, mens hollændernes Paauwe bidrog med et selvmål – undervejs i opgøret reducerede Pierre van Hooijdonk til 1-2.
Se et sammendrag fra kampen nedenfor.
Kampfakta:
Real Madrid – Feyenoord 3-1 (2-0)
1-0 Paauwe (15. min., selvmål), 2-0 Roberto Carlos (21. min.), 2-1 Van Hooijdonk (56. min.), 3-1 Guti (60. min.)
Real Madrid: Casillas, Salgado, Hierro, Helguera, Roberto Carlos, Cambiasso (Pavón, 88'), Makelele, Figo, Guti (Portillo, 70'), Zidane (Solari, 85'), Raúl.
Feyenoord: Zoetebier, Emerton, Gyan (Buffel, 71'), Paauwe, Rzasa, Van Wonderen, Bosvelt, Kalou, Ono, Van Hooijdonk, Lurling.
Dommer: Hugh Dallas (Skotland)
Stadion: Louis II (Monaco)
