Cristiano: Jeg er vild med Bale!
Mange fodboldeksperter rynkede en del på øjenbrynene, da sidste sommers helt store handelseventyr blev til virkelighed og Gareth Bale endelig kunne sætte sin underskrift på kontrakten med Real Madrid. For hvordan skulle to så store og dyre fodboldpersonligheder, som Bale og Ronaldo overhovedet kunne indgå i et lykkeligt fodboldægteskab og ville der overhovedet opstå "nok" chancer til dem begge?
Her knap et år efter er de fleste ekspertrynker glattet ud, for de to profilers partnerskab har udviklet sig til en af verdens skarpeste og mest målfarlige offensiver. Senest bevist med den første scoring i Super Cup sejren over Sevilla, hvor Bale med et knivskarpt indlæg fandt Ronaldo, der ikke kunne andet end at sende kuglen i nettet. Efter kampen og pokaloverrækkelsen lagde Ronaldo da heller ikke skjul på, hvor meget han værdsætter samarbejdet med den walisiske muskelmand. Til den engelske avis The Mirror udtalte portugiseren: "Det er fantastisk at have ham og hans kvaliteter med på holdet. Jeg er meget glad for at spille med ham, vi forstår hinanden og han lægger fantastiske afleveringer – jeg er vild med ham!"
Til Bales præstation i selve kampen havde Ronaldo også kun rosende ord: "Jeg synes Gareth spillede fantastisk. Han var både stærk og hurtig og en meget vigtig spiller for os. Det var en rigtig god indsats han leverede!"
Bales niveau kommer dog ikke som nogen overraskelse for de hvides nummer 7 efter sidste sæsons præstationer: "Han havde en fantastisk sæson sidste år og uge efter uge viste han sine kvaliteter, så det kommer ikke bag på mig, hvor god han er".
Man kan jo bare håbe på lige så højt niveau fra de to profiler i den kommende sæson, hvor det første af i alt seks mulige trofæer allerede er hjemført til Bernabeus trofæskab.
