AS: Real Madrid villige til at slippe Khedira for €10m
Den spanske avis AS skriver i dag, at Real Madrid er villige til at afhænde Sami Khedira til €10m. Det skyldes, at man vil gøre alt for at undgå at stå i en situation, hvor den nykårede tyske verdensmester kan rejse kvit og frit til næste sommer, når hans kontrakt udløber.
Sommeren igennem har specielt Arsenal været linket tæt sammen med Real Madrids defensive midtbanespiller, der efter tyskerens fremragende præstationer ved VM har krævet i omegnen af €30m. Ifølge rygter blev Arsenal dog skræmt væk af et lønkrav på næsten €190.000 om ugen, hvilket midlertidigt skulle have fået dem til at droppe planerne og i stedet kigge imod andre spillere på transfermarkedet.
De seneste par uger har tingene dog ændret sig drastisk. I den seneste kamp, Super Cuppen mod Sevilla, udelod træner Carlo Ancelotti helt Sami Khedira fra truppen. Det endda på trods af at en anden udstødt, Angel de María, var at finde på holdkortet.
Alt tyder dermed på, at tyskeren bliver presset ud af Bernabéu. Rygter fra Spanien går på, at mange i Real Madrid er utilfredse med den måde, hvorpå Khedira skulle have forsøgt at presse den øverste ledelse i den spanske kongeklub til en stor lønstigning for en ny kontraktforlængelse.
Med den seneste udvikling i sagen og et prisskilt på €10m skulle Arsenal atter være førende i kapløbet om den stærke tyskers underskift, hvor transfervinduet efterhånden lakker mod enden.
Forlydender går dog på, at der også er andre bejlere, heriblandt Chelsea, der ligesom Arsenal er blevet kædet sammen med Khedira det meste af sommeren. Det nyeste rygte skulle dog være Fiorentina, som man kan læse her på siden, der eftersigende er klar til at lokke tyskeren med €3.5m om året efter skat.
Uanset, hvad hele den lange transfersaga ender med, står det efterhånden klart, at Sami Khedira er fortid i Real Madrid. Madridista.dk følger naturligvis sagen tæt, og vi bringer jer de seneste nyheder i takt med, at sagen udvikler sig.
