Klassisk Derbi i første opgør
I de seneste sæsoner har opskriften på El Derbi været ret simpel. Du tager to hold fra Madrid. Tilsætter en masse syngende taklinger og krydrer til sidst med sene mål. Aftenens Super Cup havde det hele, desværre for hjemmeholdet, lidt for meget af det hele.
Før kampen stillede Real Madrid an med den sidste store hæder til afdøde Alfredo di Stefano. Hvilket man kunne håbe ville inspirere de hvidklædte udover det sædvanlige. I kampens indledning var det dog svært at få øje på, da Kongeklubben havde svært ved at spille sig igennem Atleticos altid solide defensiv med 10 mand bag bolden..
Foruden den parkerede bus, havde Diego Simeone også taget et andet trick med fra værktøjskassen. Således var det tydeligt, at Atletico ville spille hårdt og frustrere hjemmeholdet. Allerede indenfor det første kvarter var Koke og Siqueira ude med riven og sikrede sig advarsler.
Intensiteten fortsatte kampen igennem og midt i anden halvleg var Siqueira heldig med ikke at blive sendt i bad, da han for anden gang nedlagde Bale med ufine midler. Minuttet forinden skulle Sergio Ramos være sendt ud, da han slog til Mandzukic, efter kroaten var gået ualmindeligt hårdt ind i en duel.
Generelt er der ingen tvivl om, at dommer Estrada Fernandez vil få et par side i morgendagens spanske aviser, da han også overså et klart straffespark i kampens døende minutter, da en Atletico-spiller tog hånden til hjælp i eget felt.
Forinden denne situation havde James ellers lignet en matchvinder, da den indskiftede colombianers afrettede skud fandt vejen til målet ti minutter før tid. Desværre var Raul Garcia fem minutter senere snarrådig efter et hjørnespark i den anden ende, hvor spanieren spolerede festen for Carlo Ancelottis tropper.
Dermed er der lagt op til et intenst fredagsopgør på Estadio Vicente Calderon, når returkampen spilles. Forhåbentlig vil Real Madrid til den tid være skarpere med bolden og udnytte det massive overtag i spil og chancer.
Det kræver dog bedre spil fra både midtbanen og de offensive kræfter, hvor det vel kun var Toni Kroos, der for helt spillede op til sit potentiale i aftenens kamp. Tyskeren ligner til gengæld et af de bedste nyindkøb i nyere tid, efter endnu en stærk indsats her til aften.
Kampfakta
Real Madrid 1-1(0-0) Atletico Madrid
81' 1-0, James Rodriguez
87' 1-1, Raul Garcia
Dommer
Estrada Fernandez
Gule Kort
Xabi Alonso, Ramos(Real Madrid)
Koke, Siqueira, Suarez, Mandzukic, Garcia(Atletico Madrid)
Røde Kort
Ingen
Real Madrid: Casillas; Marcelo, Pepe, Ramos, Carvajal; Xabi Alonso, Kroos, Modric(78, Di Maria); Cristiano Ronaldo(46, James), Bale, Benzema
Atletico Madrid: Moyá; Siqueira(63, Ansaldi), Godin, Miranda, Juanfran; Koke, Suarez, Gabi, Garcia, Saul(57, Griezmann); Mandzukic(78, Jimenez)
