Forsigtig Real Madrid-start på sæsonen

Real Madrid gik mandag aften på banen til opgøret mod Córdoba til hymnen fra La Décima-triumfen "Hala Madrid y nada más" og det var meget rammende for den seneste uges transferpolemik, som har sendt en vis argentiner til Manchester United.

For når alt kommer til alt, så handler det kun om Real Madrid, hvilket de 11 startende så skulle bevise i dag.

Stemningen på Estadio Santiago Bernabéu fejlede bestemt ikke noget og Real Madrid tog da også teten fra kampens start, selv om boldomgangen lod noget tilbage at ønske. Det samme gjorde sig gældende for koncentrationen i defensiven, hvor der var flere hovedløse aktioner.

Tendensen fra sommerens træningskampe fortsatte desværre også i offensiven. Masser af spil omkring straffesparksfeltet, men der manglede ideer til at få åbnet Córdobas kompakte forsvar og komme til åbne chancer. Derfor blev det et hjørnespark, der skulle hjælpe Real Madrid i gang, da udskældte Benzema fik lov til at stige til vejrs og heade Real Madrid foran efter en halv times spil.

Kort før pausen fik Iker Casillas endnu en grund til at være på julekort med Sergio Ramos, da målmands-legenden gik fejl af et indlæg og derved tillod Córdoba at komme til en nærgående afslutning, men heldigvis fik Ramos presset Havenaar til at heade forbi mål.

Det ændrer dog ikke på, at første halvleg var spil til et mål, nemlig Córdobas, og fra bænken kunne Ancelotti om ikke andet glæde sig over, at hans to nyindkøb, Kroos og James, gik rigtig godt med i spillet og konstant tilbød sig. Det tegner lovende.

Real Madrid skulle lige have fordøjet pauseteen og det gav et par løse muligheder til Córdoba, men det var en stakket frist inden hjemmeholdet igen satte sig tungt på kampen. Chanceskabende afleveringer var fortsat en mangelvare og derfor blev det endnu et hjørnespark, som førte til næste store mulighed, da James fik en skudmulighed, men Juan Carlos var på plads med en flot redning.

Det kneb dog med at udnytte det markante overtag i boldbesiddelse til at få lukket kampen og et kig ud på bænken gav ikke mange løsningsforslag, for bortset fra Isco, var det hovedsageligt defensivt indstillede spillere, som Ancelotti havde at gøre med og derfor forstår man godt hans manglende vilje til at foretage ændringer.

Den kom dog med 20 minutter igen, netop som Córdoba havde sendt chokbølger gennem Estadio Santiago Bernabéu ved at sende bolden i nettet, men til Real Madrids store held, var Xisco i off side. Ind kom Isco til fordel for James og Carvajal kom ind i stedet for Arbeloa. Det signalerede offensiv vilje, men til gengæld signalerede det forvirring, da Sami Khedira blev indskiftet blot fem minutter senere i stedet for Benzema.

Det blev ikke indskiftninger, som kom til at hjælpe Real Madrid, for Carvajal bød kun ind med fejlafleveringer, mens Isco nok havde masser af ideer, men mangler det sidste og afgørende touch til at gennemføre det.

Mod slutningen af kampen kunne Cristiano Ronaldo have kronet en bleg indsats med scoring, men det blev korrekt underkendt for off side, men han fik alligevel lov til at slutte af med en scoring, da han tog sagen i egen hånd og hamrede bolden i nettet på et flot langskud, som Juan Carlos ikke nåede ned til.

Real Madrid slap altså fra sæsonens første kamp med en sejr, som aldrig var i fare, men i de kommende dage vil man nok være tilfreds med, at mesterskaber først fejres i maj måned næste år.....og at der fortsat er timer i kalenderen til at få hentet et par offensive kræfter til at give Ancelotti lidt flere variations-muligheder.

Kampfakta:
Real Madrid – Córdoba 2-0 (1-0)
1-0 Benzema (30.)
2-0 Cristiano Ronaldo (89.)

Tilskuere: 70.000

Dommer: Gil Manzano

Gule kort: Benzema (Real Madrid), Pinillos, Garai (Córdoba).
Røde kort: Ingen.

Real Madrids hold: Casillas; Arbeloa (Carvajal, 70. min.), Pepe, Ramos, Marcelo; Kroos, James (Isco, 70 min.), Modric; Bale, Benzema (Khedira, 76. min.), Cristiano Ronaldo.

Córdobas hold: Juan Carlos; Gunino, Íñigo López, Pantic, Crespo; Rossi, López Garai; Pinillos (Fede, 46. min.), Ryder (Fidel, 61. min.), López Silva, Havenaar.

Kampens spiller: Benzema. God arbejdsindsats og flot mål.

Kampens badebold: Iker Casillas. Målmands-debatten vil bare ingen ende tage i Real Madrid.

Kampens detalje: Hvornår har man sidst set et Real Madrid-hold kun have en offensiv indskiftnings-mulighed?

 

Seneste artikler...