Florentino Pérez forklarer sommerens handler
Florentino Pérez fremlagde i dag klubbens regnskab for sæsonen 2013/14, men for klubbens medlemmer var det næsten mere vigtigt at få mere at vide om sommerens salg af Ángel di María og Xabi Alonso, samt det manglende køb af Radamel Falcao.
Først kommenterede Florentino Pérez dog på Cristiano Ronaldos kritik af sommerens transfervindue:
- Jeg kender Cristiano Ronaldo rigtig godt. Cristiano er den bedste i verden og hans loyalitet til Real Madrid kan der ikke stilles tvivl om. Jeg har hørt hans udtalelser og som jeg kender ham, ved jeg at han ikke har draget klubben i tvivl. Min relation med ham er perfekt og der er ingen uoverensstemmelser overhovedet. Cristiano Ronaldo er verdens bedste spiller, det er tydeligt og det vil han vise endnu mere i år.
Om salget af Ángel di María:
- Jeg tiltrådte i 2000. Gennem årene er der kommet og gået mange spillere og min erfaring fortæller mig, at dem som rejser altid er de bedste og dem som kommer skal drages i tvivl. Den første var Zidane og den sidste Bale. Di María og alle dem, der er rejst har haft vores fulde støtte, beundring og respekt. De har aldrig hørt mig sige, at en spiller er nødt til at rejse. En spiller, som har en kontrakt rejser, fordi han ønsker det, Real Madrid har altid opfyldt spilleres kontrakt. Di María havde nogle økonomiske forventninger, som var lovlige, men som vi ikke kunne opfylde. Vi gav ham det bedste tilbud vi kunne, det maksimale, og han accepterede det ikke. Bortset fra Cristiano Ronaldo, ville Di María blive den bedst lønnede i Real Madrid. Det er en personlig afgørelse, jeg kunne ikke gøre det anderledes. Hvis vi havde accepteret disse krav, havde vi skabt en alvorlig situation, som kunne have bragt klubbens stabilitet i fare. Stillet over for dette, købte vi James Rodríguez, en af de bedste ved VM og Guldbold-vinder. Di María rejste til Manchester, hvilket gav os et beløb, som vi fandt rimeligt og derfor blev handlen til noget, men Di María har vores støtte og vi ønsker ham det bedste, professionelt som personligt.
Xabi Alonsos afgang:
- Jeg har et rigtig godt forhold til Xabi Alonso. Han kom åbenhjertigt og fortalte os, at han gerne ville rejse. Han mente, at denne løsning var den bedste for ham og for klubben. Forholdet er fremragende og vi har imødekommet hans ønske. Hans plads er godt besat med Kroos og Illarramendi. Xabi Alonso er mod slutningen af hans karriere og ønsker at administrere det på denne måde. Det forstår og respekterer vi.
Det manglende køb af Falcao:
- Vi har vurderet et køb af Falcao, men i denne klub er der et sportsligt/økonomisk forhold, som Don Santiago Bernabéu lærte os og vi traf beslutning om ikke at hente ham. Det var i den henseende også vigtigt at høre trænerens mening.
Khediras fortsatte virke:
- Med Khedira skete det samme som med Di María, men han stod ikke nær så stejlt på kontrakt-udspillet. Nu har han valgt at arbejde og hvis Real Madrid ikke når til enighed med ham, er han interesseret i at få en god sæson for fortsat at få de gode tilbud.
