Valdano langer ud efter Mourinho
Den tidligere Real Madrid-spiller, -træner og -sportsdirektør Jorge Valdano langer i ny bog ud efter José Mourinho. Netop Valdano forlod i 2011 Real Madrid, efter gentagne uoverensstemmelser imellem de to.
I sin nye bog skriver Valdano blandt andet: "Jeg har aldrig hørt ham sige en eneste ting om fodbold, som var værd at huske, hverken offentligt eller privat." Det stopper dog ikke her, således fortsætter den argentinske Madrid-legende og sammenligner Mourinho og Pep Guardiola: "Hvis Guardiola er Mozart, så er Mourinho (Antonio, red.) Salieri. Han ville have været en stor musiker, hvis Mozart aldrig havde eksisteret."
Valdano er på nuværende tidspunkt ikke på kontrakt i en klub og spørgsmålet er, om ikke både han og Mourinho burde være kommet videre.
