Keylor Navas foran debut
Meget tyder på, at Keylor Navas får sin officielle debut for Real Madrid, når holdet i morgen møder Elche på Estadio Santiago Bernabéu.
Selv om Carlo Ancelotti på forhånd synes at have besluttet sig for, at Iker Casillas spiller La Liga og Champions League, mens Navas får Copa del Rey, er der alligevel lagt op til denne ændring på holdkortet i morgen og Ancelotti slår da også fast, at holdet vil blive udsat for en del rotationer i øjeblikket, hvor der er mange kampe.
Derfor er der som udgangspunkt ikke udsigt til, at morgendagens ændring på målmandsposten bliver af varig karakter, men Iker Casillas har dog ikke været i stand til på egen hånd at lukke målmands-debatten, hvor han i sæsonens første fire kampe har ladet otte mål gå ind og selv om han ikke har været direkte impliceret i nogen af målene, så virker det ikke til, at der er samme sikkerhed som tidligere omkring den legendariske målmand, som nu også bliver forfulgt af dele af Estadio Santiago Bernabéus krævende publikum under kampene.
Denne piften bekymrer også Florentino Pérez, som i går forsvarede Casillas:
- Jeg er bekymret over den pibekoncert, som jeg hører på Estadio Santiago Bernabéu. Iker er historiens bedste målmand i vores klub og nogen gange fortjener han ikke den piften, som han bliver udsat for. Vi skal lade ham arbejde uden pres og lade træneren vælge.
