Svær udekamp i vente
Lørdag eftermiddag fløjtes der op for sjette runde i dette års udgave af Liga BBVA og her skal Ancelottis målfarlige mandskab på en svær opgave ude mod Villarreal.
For selvom hjemmeholdet råder over et af de mindre stadions i La Liga sammenhæng, er de gulklædte tilskuere altid garant for god stemning og lægge pres på modstanderen. Sidst Real Madrid gæstede El Madrigal blev det i øvrigt til debut for Gareth Bale, der startede inde og udlignede til 1-1 efter 38 minutter.
Villarreal har fået en blandet start på sæsonen. Man lagde ellers godt fra land med en 2-0 sejr over lokalrivalerne fra Levante, men siden har holdet tabt en smal 0-1 kamp til Barcelona og ellers blot spillet uafgjort mod mindre hold som Granada og Spaniens svar på Hobro IK, Eibar.
Det til trods ligger Marcelino García Torals mandskab fortsat på en syvendeplads blot et point efter Real Madrid og den gule ubåd råder da også over flere halvprominente navne. Således er både det mexicanske brødrepar Dos Santos at finde på holdkortet, mens den tidligere Castilla-profil Denis Cheryshev huserer på midtbanen. Han er dog ikke med i morgendagens kamp, da Villarreal ikke har ønsket at betale klausulen for at få lov til at gøre brug af ham.
Alligevel bliver det et forholdsvis slagkraftigt mandskab der nok skal kunne bringe den hidtil noget usikre madrilenske defensiv i problemer.
Real Madrid er inde i en stime og endda en rigtig god en af slagsen. Således er det næppe gået mange madridistas næse forbi, at man i løbet af blot tre kampe har formået at score hele 18 gange! Til sammenligning har lørdagens modstander fra Villarreal blot nettet syv gange indtil videre i sæsonen.
Det forventes at Carlo Ancelotti holder fast i holdet fra seneste kamp mod Elche og det betyder endnu en startplads til både Illarramendi og Isco, men til gengæld er Iker Casillas tilbage i målet efter at have siddet på bænken i midtugen.
Til trods for rokeringerne må Real Madrid, som det i ni ud af ti gange er tilfældet, nok engang påtage sig favoritværdigheden og det er da også nødvendigt at hente tre point for at holde trit med resten af førerholdene.
Med Real Madrids fremragende form in mente og det faktum at holdet er forsvarende Champions League mestre, virker det nok engang mere end besynderligt at SBS Net har valgt at placere kampen på den lidet flatterede kanal 7'eren!? Det var næppe sket, hvis indehaveren af pokalen med de store ører havde haft engelsk adresse.
Der er kampstart kl. 16.00 og eftermiddagens dommer Undiano Mallenco.
Forventede holdopstillinger ifølge Marca:
Real Madrid: Casillas – Carvajal – Varane – Ramos – Marcelo – James – Kroos – Illarramendi – Isco – Bale – Ronaldo
Villarreal: Asenjo – Rukavina – Musacchio – Gabriel – Marín – Espinosa – Trigueros – Bruno – Cani – Vietto – Uche
