Jorge Mendes: Cristiano Ronaldo bliver i Real Madrid resten af karrieren.
Rygterne om at Cristiano Ronaldo skulle være på vej til at forlade Real Madrid efter denne sæson har kørt gennem det meste af sommeren.
Det sker på trods af, at hovedpersonen selv flere gange har været ude at sige, at han har det fantastisk i Real Madrid og at han ikke forestiller sig et skifte væk fra klubben.
Nu melder også hans agent, Jorge Mendes, sig på banen. I programmet ”El Partido de las 12” siger han om Cristiano Ronaldo:
- Cristiano er meget glad. Han har en glæde ved Manchester United, men han tænker udelukkende på at fortsætte i Real Madrid. Han har en fantastisk relation til Real Madrids præsident og han har kontrakt. Folk ved, at det er umuligt at hente Cristiano i Real Madrid. Hvorfor skulle de så spørge til ham? Cristiano bliver i Real Madrid til han stopper sin karriere.
Og Jorge Mendes er fuld af lovord om sin stjernespiller:
- Han er den bedste sportsmand gennem alle tider. I de kommende 500 år kommer der ikke en spiller som ham. Cristiano er en ydmyg type, en spektakulær far og den søn, som enhver mor ønsker.
