Ancelotti: Jeg vil gerne forlænge, men det kræver to parter
Carlo Ancelotti er blevet interviewet til programmet ”El Partido de las 12” på Cadena COPE, hvor han kommer ind på aktuelle emner i Real Madrid, også i forhold til sommerens transfer-aktivitet i klubben.
Madridista.dk bringer dig her hovedemnerne:
Hædring af Messi på Estadio Santiago Bernabéu, hvis han overgår Zarras målrekord. Og her skal vi vist lige have forhistorien med: Den argentinske stjernespiller er blot 2 mål fra at udligne legendariske Telmo Zarras mål-rekord i den spanske liga og med en hjemmekamp mod Eibar inden mødet med Real Madrid, kan El Clásico meget vel blive stedet, hvor han udligner rekorden. Det har fået præsidenten for LFP, Javier Tebas, til at foreslå, at man simpelthen stopper kampen på Estadio Santiago Bernabéu for at hylde Messi (!!!??). Om det siger Ancelotti:
- Det er normalt at klappe af ham, for han er en stor spiller og han når en stor rekord. At stoppe kampen er dog for meget.
Di María:
- Han bad om mange penge og han foretrak at rejse for at tjene mere. Jeg var enig med klubben, for der er tidspunkter, hvor man bør sige nej. Man siger, at jeg er klubbens træner; klart, jeg træner for klubben og ikke for spillerne.
Xabi Alonso:
- Xabi-sagen er anderledes, fordi han bad om lov til at rejse. Han var en smule træt og med den respekt, som vi har for ham, lod vi ham rejse, fordi vi har gode muligheder med Kroos og James. Kroos kan sagtens tage over for Xabi. Han har ikke forrådt os.
Diego López:
- Han rejste, fordi han foretrak det, ingen havde bedt ham om det.
Cristiano Ronaldo:
- Det er svært at sige, at han er den bedste spiller gennem tiderne, fordi den skifter, teknikken skifter……lige nu er han den bedste i verden. Man kan ikke sammenligne med Pelé eller Maradona. Det er ikke let at rotere med Cristiano. Statistikken siger, at når han spiller, så scorer han næsten altid og derfor kan man tænke, at kampen altid starter med en føring på 1-0. Han er en spiller, som har en rigtig god kapacitet til at blive fit, han er en rigtig professionel.
James:
- Han er 80 millioner € værd. Når man betaler det, er det fordi en klub beder om det.
Florentino og holdopstillingerne:
- Jeg har haft med intelligente præsidenter at gøre, også i forhold til ikke at bede en træner om at sætte den ene spiller på banen frem for en anden. Hvis man bad mig om det, kunne jeg godt finde på at rejse.
Forlængelse:
- Der er gået 1½ år og jeg har det rigtig godt. Jeg har det godt med alle og jeg kunne godt tænke mig at forlænge, men der er to parter i denne sag.
Zidane:
- Jeg ville ikke bryde mig om, hvis man straffer ham, han har ikke træner-licensen, men det er han ved at få. Frankrig er det eneste sted, hvor det varer tre år. Loven er til for at blive overholdt, men den kan være rimelig eller urimelig.
Isco:
- Han fortjener at spille alle kampe med hans kvaliteter og professionalisme, men han forstår at han er i Real Madrid.
Centrale forsvarere:
- Det er svært for mig at vælge et forsvars-par, for de tre er de bedste i verden. De vil spille alle kampe. Varane har fremtiden i sin hånd i Real Madrid, men Pepe…er Pepe, jeg kan ikke huske en fejl fra hans side eller at han har mistet besindelsen i denne sæson.
Benzema:
- Når man snakker om en angriber, så snakker man om en, der er i feltet, en type som Crespo eller Inzaghi; Benzema er anderledes og vigtig for vores spil, en angriber som går med tilbage og som har kvalitet i boldomgangen og i afleveringerne.
Ramos´ mål (i CL-finalen, red.):
- Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte. Jeg var sikker på, at der ville ske noget. Jeg fejrede det ikke, fordi jeg var nødt til at tænke på forlængelsen. Jeg var sikker på, at vi efter dette mål ville vinde. Om 30 år vil mit navn være forbundet med La Décima.
Ibrahimovic:
- Mange spillere har overrasket mig, mest af alle Ibra. Han er en meget let spiller at arbejde med, men med Guardiola ved jeg ikke, hvad der skete. For mig er han en vinder, han hjalp mig meget i Paris, hvor det ikke var let, fordi jeg skulle gøre mange ting og han hjalp mig med at ændre mentaliteten, hvilket ikke var nemt.
Rådgiver for AC Milan:
- De har bedt mig om professionel hjælp til at få at vide, hvordan Menez, Diego López og Aléx er. Jeg har et godt forhold til præsidenten og til Galliani.
