Cristiano Ronaldo bedre end 104 hold
Det danske landshold fik i går at mærke, at Cristiano Ronaldo er verdens bedste fodboldspiller, da han langt inde i tillægstiden steg til vejrs og headede Portugal til sejr.
Dermed fortsatte han sin stime af mål, hvor han i sine seks kampe for Real Madrid i denne sæson har lavet vanvittige 13 mål. For at sætte den præstation i relief, har spanske Marca lavet en lille sjov statistik, som viser at den portugisiske verdensstjerne dermed faktisk er bedre end 104 klubber i de seks største ligaer i Europa, nemlig Spanien, England, Tyskland, Italien, Portugal og Frankrig.
De 6 turneringer rummer i alt 116 klubber og af dem er det kun 12 klubber, som har præsteret at score mere end 13 mål i de første seks kampe, heriblandt naturligvis Real Madrid, som er mest scorende med 25 mål.
På de følgende pladser kommer klubber som Olympique Marseille (23), Chelsea (21), Barcelona (19), Benfica (19), Valencia (17), Bayern München (15), Bordeaux (15), Lyon (15), Paris SG (15), Manchester City (14) og Vitoria (14).
De øvrige 104 klubber har alle blot lavet samme antal mål eller færre som Cristiano Ronaldo.
Hans snit på 2,13 mål pr. kamp betyder, at han teoretisk vil nå 73 mål, inden sæsonen slutter. Snittet holder sandsynligvis ikke hele vejen gennem turneringen, men kursen er sat mod en ny scorings-rekord i La Liga.
