Første stik i en afgørende uge
Real Madrid tager i eftermiddag hul på en tætpakket uge, der kan vise sig at blive ganske afgørende for, hvordan resten af sæsonen kommer til at tage sig ud. Således er
Ancelottis udvalgte efter endt landsholdspause draget mod Valencia for at spille mod Levante i en uge, der desuden byder på en tur til Anfield og besøg af Barcelona hjemme på Bernabeu.
Selvom den valenciske udkantsklub er en af de mindre i La Liga sammenhæng, så har de seneste par sæsoners opgør på Ciutat de Valencia budt på særdeles spændende kampe, der først er blevet afgjort i de sidste minutter.
Hvem husker for eksempel ikke sidste sæsons vanvidskamp, hvor Levante bragte sig foran 2-1 med fire minutter igen. Herefter gik det stærkt og først en scoring af selveste Morata i det 90. minut, samt et hug fra Ronaldo blandt venner, fjender og indersiden af stoplen i det allersidste minut af overtiden sendte 3-2 sejren og de tre point med tilbage til den spanske hovedstad.
Et år er dog ganske lang tid i moderne topfodbold og mens Real Madrid virkelig har fundet formen og målnæsen i de seneste kampe op til landsholdsafbrækket, så har Levante ganske enkelt lagt rigtig ringe ud indtil videre i sæsonen og kun skrabet sølle fem point sammen i de første syv kampe.
Heriblandt har de stribede blandt andet tabt til både Rayo, Granada, samt spillet uafgjort med oprykkerne fra Eibar. Alle hold der, lige som Levante, må forventes at spille med i nedrykningsdramaet, når sæsonen nærmer sig sin ende.
I ligaens anden ende finder man, naturligvis, Real Madrid på en fjerdeplads fire point efter Barcelona. De hvidklædte har virkelig ramt en fantastisk målstime og har således scoret vanvittige 20! mål i de seneste fire ligakampe.
Til sammenligning har eftermiddagens værter fra Levante scoret fire mål i hele sæsonen.
Det faktum samt den generelle og væsentlig større niveauforskel gør Real Madrid til ganske klare favoritter. Ikke mindst med henblik på næste weekends El Clasico og nødvendigheden af at holde trit med catalanerne i front.
UEFA-virussen plejer som regel at ramme Real Madrid ganske hårdt og heller ikke denne gang har man været helt forskånet. Således er der afbud fra Benzema i front, samt Ramos og Varane i defensiven.
Det giver ifølge spanske medier plads til Nacho i midterforsvaret og Isco på en af de forreste pladser. Sidst men ikke mindst bliver det til et gensyn for Keylor Navas med sin gamle hjemmebane. Costaricaneren må dog starte gensynsglæden fra bænken.
Kampens dommer er Ignacio Iglesias Villaneuva, der fløjter igang kl. 16 og kampen kan følges på Canal 9.
Forventede startopstillinger:
Real Madrid: Casillas – Carvajal – Nacho – Pepe – Marcelo – Modric – Kroos – James – Bale – Isco – Ronaldo
Levante: Mariño – López – Rodas – Adoua – Ivan López – García – Diop – Camarasa – Morales – Casadesús – Barral
