Arbeloa: Der er ingen større klub
I forbindelse med sin retur til Anfield Road er Alvaro Arbeloa for en sjælden gangs skyld i mediernes spotlight. Derfor har UEFA fanget Real Madrids højreback til en snak om Liverpool, Real Madrid, trøjenumre og meget andet.
Madridista.dk lader selvfølgelig ikke sådan en chance glide af hænde. Derfor bringer vi oversættelsen af hele interviewet med spilleren, som i den forgangne uge, kunne fejre tiåret for sin debut på Real Madrids førstehold.
Om Real Madrids start i Champions League
"Vi gør det godt. Vi vandt de første to kampe, hvilket var vores mål. Vi ved, at vi stadig skal spille to gruppekampe mod Liverpool, som bliver afgørende for gruppens udfald. Vi ønsker at spille godt og vinde."
Om at vende tilbage til det legendariske Anfield
"At vende tilbage til Liverpool efter fem år bliver meget specielt. Jeg spillede på Anfield, så det bliver fedt. Ikke bare for mig, jeg har bedt mine holdkammerater nyde kampen på Anfield mest muligt. Champions League-aftener og store kampe som denne på Anfield er meget specielle. Vi skal møde et hold, som vil komme og kæmpe til det sidste og give alt, fordi de også skal vinde."
Om sin tid i Liverpool
"Jeg voksede meget. Både som spiller og person. Jeg var der i to fantastiske år og blev vant til en ny kultur."
Om sin Liverpool-debut på Camp Nou
"Det var min første kamp i startopstillingen og min debut i Champions League. Hvad mere kan man ønske sig, når man er vokset op i Real Madrids ungdomssystem, end at få debut på Camp Nou og vinde der? Det var magisk. En speciel aften, for en stor klub, de europæiske mestre. Vi spillede en fantastisk kamp."
Om nummer 2 og 17, som er de to numre Arbeloa har båret på klub- og landshold
"Nummer 17 er det nummer jeg tror mest på, og som jeg identificerer mig med, og jeg tror, at jeg altid bliver forbundet med nummer 17. Men i Liverpool og i Real Madrid var det nummer allerede taget. i Liverpool havde Craig Bellamy det, så jeg skulle vente til han rejste, før jeg fik det. Rafa Benitez bad mig tage nummer 2. Det var ikke noget problem. Her i Real Madrid havde Van Nistelrooy nummeret, så jeg tog nummer 2 igen, fordi det passer til min position som højreback. Men hvis du spørger mig, hvilket nummer jeg ville vælge til en speciel kamp, ville jeg altid gå med nummer 17."
Om, hvad der gør Real Madrid til noget særligt
"Det er simpelt: Det er den vigtigste klub i verden. Det gør den til noget særligt, der er ingen større klub. Det er den der har vundet flest titler, og det siger alt."
Om at overvære en Champions League-finale fra bænken
"Da kampen blev spillet, var jeg lige kommet tilbage fra en skade og lægerne fortalte mig, at det ville være umuligt. På trods af det, var det fantastisk at være der, på bænken og i omklædningsrummet. Som jeg har sagt, da jeg blev skadet var mange skeptiske, men med hårdt arbejde og slid, var jeg der med mine holdkammerater til sidst."
Om at tage finalen i 2007 med Liverpool
"La Décima var det vigtigste trofæ og efter at vinde det, kan jeg kigge tilbage uden ængstelsen fra før. Jeg har tabt i semifinalerne fire gange og altid tænkt på den missede chance i Athen."
Om nøglen til at få succes
"Nøglen er at arbejde hårdt. Være stabil, ambitiøs og nyde arbejdet. Det kan virke som en hobby, men i sidste ende er det dit job. Jeg er heldig nok til, at være en, som vågner hver dag med et smil på ansigtet med viden om, at jeg gør noget jeg er glad for. Og, som jeg har sagt, du er nødt til at være stabil."
Om at spille med Cristiano Ronaldo
"Der er ingen tvivl om, at Cristiano er den bedste spiller i verden lige nu. Han er yderst professionel og en spiller, som vil forbedre sig hver dag. Ingen kan forestille sig det han gør. At træne og spille med ham, hjælper dig selv til at forbedre dig. For os er det et privilegium at have Cristiano hos os."
Om sit første minde med fodbolden
"Jeg kan særligt huske den finale, med det fantastiske mål scoret af Zidane, fordi det også var det år jeg kom til Real Madrid. Den kamp, med holdet som vandt La Novena, var fantastisk."
Om det bedste minde fra karrieren
"Det er hårdt at vælge et. Alle husker deres debut. At gøre det med Real Madrid og Zidane, Figo, Raúl og Ronaldo.... Det var stort. At spille med de spillere, der var mine idoler, det var noget helt særligt."
...Og om den største modgang
"At blive skadet er hårdt, men det værste moment for mig, var nederlaget i Athen med Liverpool."
Om, hvilken kamp han har nydt mest som tilskuer
"Som jeg sagde før. Den aften Real Madrid vandt La Novena. Men historien og storheden af dette hold, baseret på sine Champions League-titler og alle finalesejre i denne turnering fortjener at blive nævnt.
