Spillere brugte fridag på at træne

Real Madrids spillere havde fået en velfortjent fridag søndag oven på den flotte sejr i El Clásico.

Men det var der flere af dem, som havde "glemt" søndag formiddag, for de mødte frivilligt ind for at få en trænings-session og dermed holde sig selv klar til at komme i kamp, når Carlo Ancelotti måtte have brug for dem.

Hele otte spillere mødte op til frivillig træning, nemlig Arbeloa, Chicharito, Illarramendi, Nacho, Varane, Khedira, Marcelo og Carvajal. De to sidstnævnte spillede hele El Clásico og havde således blot en let trænings-session, men de øvrige spillere gennemførte en almindelig trænings-session for at holde sig fit for fight. Flere af dem har udsigt til at komme i kamp i Copa del Rey-kampen mod Cornellá på onsdag.

Også de tre skadede spillere Coentrao, Bale og Jesé var på Ciudad Real Madrid i løbet af søndagen for at fortsætte deres genoptræning og de forventes alle tre snart at være klar til at spille igen.

Seneste artikler...