Optakt: Tyvstart på Copa del Rey-forsvar

I aften tyvstarter Real Madrid på første skridt mod forsvaret af Copa del Rey-titlen. I første omgang skal upåagtede U. E. Cornellá fra Segunda B's gruppe 3 besejres, i et opgør, som er rykket en måned frem, grundet Real Madrids deltagelse i VM for klubhold.

Lodtrækningen har som bekendt ikke tilsmilet Real Madrid, hvorfor man allerede i næste runde(ottendedelsfinalerne) forventes at stå overfor Atletico Madrid, inden FC Barcelona venter i kvartfinalerne, såfremt holdene kommer så langt.

Selvom man skal have respekt for aftenens modstander, må det også anses for en skuffelse af 'Alcorconske' proportioner, hvis Kongeklubben ikke gør kort proces, i de to opgør mod det Katalanske mandskab.

Noget utraditionelt har Carlo Ancelotti da også meldt aftenens startopstilling ud allerede her til formiddag, og helt som forventet er der pause til en række af de faste spillere. Således er kun Dani Carvajal, James Rodriguez, Isco og Karim Benzema med fra den opstilling, som lørdag aften satte Barcelona eftertrykkeligt på plads på Bernabeu.

Dermed får spillere som Keylor Navas, Nacho, Illarra og Chicharito en gylden chance for at vise deres værd og spille sig tættere på startopstillingen. Ligeledes er Sami Khedira tilbage i startopstillingen, hvor han ellers ikke har optrådt siden Champions League-finalen i sidste sæson.

Aftenens modstander Cornella er på nuværende tidspunkt på syvendepladsen i Segunda B's gruppe tre, hvor det er blevet til fire sejre, tre uafgjorte og tre nederlag i ti kampe. Holdet har blot scoret elleve mål i de ti kampe, så det er ikke ligefrem et offensivt sprudlende mandskab.

Holdet består primært af spillere, som ikke er slået igennem i andre klubbers reservehold og derfor er endt i de lavere rækker. Mest kendte spiller i Cornellas historie er Jordi Alba, der var i klubben i et par år inden skiftet til Valencia.

Returkampen spilles d. 2. december på Bernabeu.

Kampen fløjtes i gang kl. 20.00 i Katalonien og kan ses på Canal 9.

Real Madrids hold: Keylor Navas, Arbeloa, Varane, Nacho, Carvajal; James, Khedira, Illarra, Isco; Chicharito, Benzema

Seneste artikler...