Varane headede Madrid til sejren
Der var på forhånd lagt op til en af de lettere sejre, da Real Madrid her til aften besøgte Katalonien og U. E. Cornella. Selvom hjemmeholdets fans forsøgte at sætte stemningen med en tidlig pibekoncert og holdets enlige angriber Munoz fik scoret til 1-1, blev det til den forventede udesejr.
Det sidste kvarter kunne Carlo Ancelotti endda bringe unge Raul de Tomas og Alvaro Medran, så de to talenter kunne snuse til førsteholdet. Forinden havde en anden indskifter, Marcelo, gjort et særdeles godt indtryk med flere spektakulære aktioner, krydret med kampens sidste scoring til 1-4.
Real Madrids største profil denne onsdag aften var helt klar franske Raphael Varane. Det store midterforsvarstalent dukkede efter 10 minutter op på et hjørnespark og headede Kongeklubben i front. Da det kneb lidt spillemæssigt efter en god halv time, gjorde franskmanden sig selv kunststykket efter og gjorde det til 1-2.
Efter pausen kom Real Madrid igen lidt sløvt ud, men efter 53 minutters spil kunne Chicharito sende bolden i mål. Den mexicanske angribers skud går ikke over i verdenshistorien, men ind trillede bolden bag Cornellas keeper, og således kan lejesvenden opretholde et habilt scoringssnit i den hvide trøje.
Med aftenens sejr bør Real Madrid spille sig sikkert videre til december, når returkampen spilles på Bernabeu. Måske det endda bliver til lidt flere minutter fra Ancelotti til de unge spillere. Den begrænsede modstand tillader det i hvert fald.
Kampfakta
Cornella 1-4(1-2) Real Madrid
0-1, Varane(10.)
1-1, Munoz(20.)
1-2, Varane(36.)
1-3, Chicharito(53.)
1-4, Marcelo(76.)
Gule kort:
Joel (Cornella)
Varane (Real Madrid)
Røde kort: Ingen
Cornellà: Segovia, Joel, Dani Martí, Pelegrí(Tapia, 56'), Arnau, David, Caballé, Gómez, Óscar Muñoz, Josele(Gallar, 56'), Xemi(Gaudioso, 71').
Real Madrid: Navas; Carvajal, Varane, Nacho, Arbeloa; Illarra, Khedira, James(Marcelo, 59'), Isco(Medran, 76'); Benzema(De Tomas, 76'), Chicharito
Kampens spiller: Raphael Varane. På trods af en tynd markering ved 1-1, var han manden bag to mål.
Kampens badebold: Alvaro Arbeloa. Det var en tynd kop te og en endnu tyndere markering ved 1-1-målet.
Kampens detalje: Marcelos flyvende saksespark ved sidelinjen.
