Referat: En stille Champions League-dag på kontoret
Liverpools træner Brendan Rodgers indikerede allerede inden kampen, at han havde valgt at kaste håndklædet i ringen; b-kæden blev sat på banen for at sætte en stopper for Real Madrids skræmmende målmaskine. Dette er selvsagt et enormt selvmål ingen Liverpool-fans kan være tilfredse med, selvom der venter klubben et vigtigt opgør i Premier League på lørdag mog Chelsea.
Men trods denne taktiske manøvre fra Rodgers, så spillede Liverpool en hæderlig kamp, hvor Real Madrid indledningsvis lignede et hold, der var en smule fortvivlet over englændernes taktiske oplæg. Madrilienerne havde massevis af chancer, men de formåede ikke at putte bolden ind bag en velspillende Mignolet, der flere gange afværgede Cristiano Ronaldo og co.
Men Benzema stemplede ind.
Efter en lille halvtime udformede der sig en lille spillemæssig genialitet på Santiago Bernabéu; Isco spiller et-to med Ronaldo, hvorefter spanieren smider læderet videre ud til en fremadstormende Marcelo, der med stor teknisk overlegenhed finder Benzema mellem venner og fjender inde i det kriminelle felt, hvor franskmanden med lethed kunne sparke bolden det sidste stykke ind over stregen. Smukt mål.
Ja, store dele af kampen bød på spil til et mål. Liverpool ville godt, men kunne ikke. Til det var Real Madrid simpelthen for stærke. Defensivt havde Varane og Ramos styr på Liverpools mulige omstillinger, ligesom den altid stærke midterakse personificeret i Modric og Kroos dirigerede offensiven på eminent vis. Stærk holdindsats.
Kampens sidste halvdel manglede i den grad tempo fra begge parter, og overordnet set blev aftenens Champions League-kamp lidt af en fuser, specielt fordi forventninger til Real Madrid var større end blot en smal sejr.
Selvom Real Madrid i enkelte tilfæde inviterede Liverpool indenfor, bød kampen generelt på en stille og rolig dag på kontoret for Real Madrid, der fik finpudset flere ting; pasninger, skudtræning mm. Denne kamp var ikke andet end en tempofyldt træningsøvelse.
Resultat (1-0) 1-0: Benzema (27')
Dommer: Viktor Kassai
Gule kort: Skrtel (47'), James (53'), Ramos (60'), Marcelo (76'), Moreno (85')
Real Madrid: Casillas; Arbeloa (Nacho, 83'), Varane, Ramos, Marcelo; Isco, Kroos, Modric; James (Bale, 62'), Benzema, Cristiano Ronaldo
Liverpool: Mignolet; Manquillo, Toure, Skrtel, Moreno; Can (Coutinho,75'), Allen, Lucas Levia (Gerrard, 69'); Markovic (Sterling, 69'), Lallana, Borini
Kampens spiller: Marcelo. Han er i fremragnede form, og når han er det, så er der bare ingen bedre på venstrebacken. Sikken nydelse.
Kampens badebold: Brendan Rodgers. Katastrofe ikke at ære Liverpool i verdens største klubturnering.
Kampens detalje: Marcelos gentagende geniale indlæg.
