Referat: Madrids maskine ruller videre
Selv på en aften, hvor alt ikke klikkede, imponerede Real Madrid endnu engang på Bernabeu med en storsejr i aftenens lokalopgør mod Rayo Vallecano.
I kampens indledning var de rødklædte fra Vallecas således spildominerende, i en del af kampen, som ifølge 6'eren ikke var værd at vise. En beslutning, som man kun kan have hovedrysten tilovers for.
Rayos gode indledning til trods, og fine intentioner gennem det meste af kampen, var Kongeklubben dog en for stor mundfuld. Bale indledte med at glide bolden i mål, efter Kroos' sublime oplæg og slutningen af første halvleg gjorde Ramos det til 2-0 efter et hjørnespark. Indimellem virkede de hvidklædte ligeglade og levede mest på omstillinger, men det er man til gengæld også verdensmestre i.
Var det ikke for James' hjerneblødning op til pausen, ville der aldrig have været tvivl om sejren. Alberto Bueno udnyttede knivskarpt den dårlige tilbagespilning og dermed fik det tidligere Real Madrid-talent endelig scoret på Bernabeu.
Fra starten af 2. halvleg var marginalerne med Ancelottis tropper, som på aftenen bød på overraskelser både i forsvaret, hvor Nacho startede og i målet, var Keylor Navas foretrukket over Iker Casillas. Kort inde i halvlegen fik Rayo et udlignende mål underkendt for en tvivlsom offside. I næste angreb rullede Real Madrids maskine, da Cristiano Ronaldo fik prikket bolden videre til Kroos, der med kirurgisk præcision sendte bolden ind i Rayos mål.
Herfra var det reelt blot et spørgsmål om sejrens størrelse. Uden at spille sig helt ud scorede Benzema fra tæt under mål, i en situation, hvor franskmanden lå yderst tæt på offisde-grænsen. Senere fik Cristiano Ronaldo så lov at udbygge føringen på topscorerlisten, omend det krævede et målmandsdrop.
Dermed kan Real Madrid-spillerne nu drage til landskamppause på førstepladsen i La Liga, efter en periode, hvor holdet har spillet noget af det bedste fodbold man længe har set.
Kampfakta
Real Madrid 5-1(2-1) Rayo Vallecano
1-0, Gareth Bale(8')
2-0, Ramos(40')
2-1, Bueno(44')
3-1, Kroos(57')
4-1, Benzema(59')
5-1, Cristiano Ronaldo(83')
Gule kort: Fatau, Tito, Lica, Quini (Rayo) - Ingen (Real Madrid)
Røde kort: Ingen
Real Madrid: Keylor; Nacho, Pepe, Ramos, Marcelo; Kroos, Mordric, James(68' Isco); Bale(85' Chicharito), Cristiano Ronaldo; Benzema(85' Medran)
Rayo Vallecano: Alvarez; Tito, Ze Castro, Abdoulaye, Insua(25' Quini); Fatau, Trashorras(61' Jozabed), Lica, Bueno, Kakuta; Leo
Kampens spiller: Toni Kroos, endnu en sublim indsats af tyskeren.
Kampens badebold: Normalt peger vi på en spiller, i dag kan det kun være én bestemt person. SBS, nærmere betegnet 6'erens programplanlægger!
Kampens detalje: Kroos' afslutning og første scoring i den hvide trøje.
