Bundesliga-klubber viser interesse for Medrán

Den tyske Bundesliga har nu også fået øjnene op for Real Madrids stortalent, Álvaro Medrán, som er inde i en rivende udvikling i øjeblikket.

Således har talentspejdere fra både Leverkusen, Mainz og Hannover været på plads i Madrid for at overvære hans kampe og man har fået særdeles positive oplysninger med sig retur til Tyskland.

Og Real Madrid skal begynde at overveje, hvad man vil med sin uslebne diamant, for han har kontraktudløb i 2017 og allerede før denne sæson var der bud efter Medrán fra klubber i Liga BBVA, som for eksempel Almería, Córdoba og Espanyol.

Zinedine Zidane lykkedes dog med at overtale ham til at tage endnu en tørn for Real Madrid Castilla og det har ingen af parterne haft grund til at fortryde.

Álvaro Medrán fik senest en kontraktforlængelse i december 2012, hvor Chelsea var særdeles tæt på at snuppe ham, men Real Madrid vil sandsynligvis snart sætte sig sammen med Agenturet MRH, som forestår forhandlingerne for ham for at blive enige om en ny aftale.

Seneste artikler...