El Confidencial: Florentino Pérez vil hente Mijatovic tilbage
Ifølge spanske El Confidencial kan Real Madrids tidligere sportsdirektør, Pedja Mijatovic, være på vej tilbage i en rolle som ansvarlig for klubbens ungdomsafdeling.
Pedja Mijatovic fungerede som sportsdirektør under Ramón Calderóns og Vicente Boludas ledelse, men hvor den Calderón ikke har bestilt andet end at drage Florentino Pérez´ ledelsesstil i tvivl, har Pedja Mijatovic hele tiden forholdt sig neutral og blot håbet på, at det altid gik Real Madrid godt og han nåede da også at træde tilbage som sportsdirektør, inden præsidentvalget, som Florentino Pérez vandt i 2009, blev udskrevet. Ved den lejlighed sagde han:
- Real Madrid er en stor del af det, som jeg er som person og nu hvor jeg takker af efter min anden periode i klubben, vil jeg gerne ønske mine allerbedste ønsker for den nye etape, som Real Madrid er på vej ind i.
Florentino Pérez har et godt øje til Mijatovic´ bedrifter som sportsdirektør og montegrineren var da også manden bag indkøb som Pepe, Marcelo, Higuaín, Robben, Van Nistelrooy og Sneijder, ligesom han også havde en rolle i købet af Cristiano Ronaldo, sammen med José Ángel Sánchez, der vurderes til at være den næstmest magtfulde mand i Real Madrid efter Florentino Pérez.
Hvis El Confidencial får ret i deres antagelse, er det meningen at Pedja Mijatovic skal overtage den stilling, som Miguel Pardeza havde, inden han forlod jobbet for et års tid siden og dermed vil Florentino Pérez være godt i gang med at hente tidligere koryfæer tilbage til magtfulde positioner i klubben. Tidligere er som bekendt hentet Zinedine Zidane og Fernando Hierro, mens man også forventer at Raúl vender tilbage, når hans eventyr i USA er overstået.
