Neuer og Messi er de to andre
Det bliver Manuel Neuer og Lionel Messi, som kommer med på podiet, når Cristiano Ronaldo formentlig får sin 3. Guldbold den 12. januar 2015 i Zürich.
FIFA har i dag offentliggjort navnene på de tre finalister, hvor vinderen skal kåres for sine individuelle præstationer i 2014 og her har Cristiano Ronaldo været enestående med sine mange afgørende mål, både i foråret 2014 og her i efteråret, hvor hans to mål i den europæiske Super Cup gav Real Madrid sejren over Sevilla. Herudover lavede han 8 CL-mål i foråret og i denne sæson har han fulgt op med imponerende mange mål i eksempelvis La Liga, hvor det er blevet til 20 mål i 13 kampe.
Lionel Messi blev til manges forbavselse kåret til VMs bedste spiller, mens Manuel Neuer blev kåret til VMs bedste målmand.
