Optakt: Reservernes chance
Efter en stensikker 1-4-sejr i første opgør på udebane mod upåagtede Cornella, gælder det i aften returopgøret på Estadio Santiago Bernabeu, hvor det bør blive et spørgsmål om sejrens størrelse, når reserverne skal i spil.
På forhånd ligger det fast, at Cristiano Ronaldo, Toni Kroos, Pepe, Marcelo, Iker Casillas, Sergio Ramos, Gareth Bale og Karim Benzema alle sidder over til opgøret, da de end ikke er udtaget til truppen. En tiltrængt pause, da en flere af spillere har givet udtryk for, at de føler sig slidte efter det hårde program efterårssæsonen har budt på frem til nu.
Til gengæld er det en kærkommen chance for nogle af de spillere, der normalt ikke får så meget spilletid. Her er det særligt spillere som Keylor Navas, Nacho, Illarra, Sami Khedira og Chicharito, der skal vise deres værd, i håbet om mere spilletid i den kommende periode, som blandt andet byder på VM for klubhold, hvor de givetvis vil få chancen.
Carlo Ancelotti har da også på forhånd annonceret, at Medrán, Illarra og Khedira får lov at starte på den centrale midtbane, ligesom det bliver til et glædeligt gensyn med Jesé, som vil blive bragt i anden halvleg. Gensynet med den unge spanier vil helt sikkert glæde mange madridistas, da kantspilleren var igang med noget af et gennembrud inden sin korsbåndsskade.
Endelig er der to mulige debutanter i aftenens trup. Den ene er den 19-årige midtbanespiller Javi Muñoz, der normalt optræder for Real Madrid C, mens den anden er den 21-årige venstreback Javi Noblejas, som til daglig optræder hos Castilla. Begge vil givetvis komme ind i løbet af kampen.
Real Madrids forventede hold: Keylor; Arbeloa, Varane, Nacho, Coentrao; James, Isco, Khedira, Medran, Illarra; Chicharito
