Kavaleriet køres ind igen
Efter midtugens nemme returopgør, hvor Ancelottis "reserver" funklede ganske flot om kap med den madrilenske julebelysning, er det nu tid til atter at rette sigtekornet mod La Liga og tre point mod gæsterne fra Celta Vigo.
Det betyder naturligvis, at alle stjernerne er tilbage og således må Medran, Javi Muñoz og Jesé tage til takke med en plads på henholdsvis bænken eller tilskuerrækkerne, mens Kroos, Ronaldo og Benzema igen indtager pladserne i start-elleveren. Dog må også Isco tage plads uden for banen da han er i karantæne. I hans sted forventes det at Illarramendi starter inde.
Real Madrid er i gang med noget af en klubrekord, idet man med sejren over Cornella nu er oppe på 17 sejre i træk i alle turneringer. Samtidig er Ancelotti indehaver af en noget nær dødbringende offensivmaskine, der i de 17 sejre har scoret imponerende 64 mål. Med lidt hurtig hovedregning bliver det i omegnen af fire scoringer i hver kamp.
Denne sejrs- og målstime må og skal udbygges, når de babyblå fra galiciske Celta de Vigo kigger forbi Santiago Bernabeu lørdag aften. En kamp der i øvrigt er Real Madrids næstsidste La Liga optræden i 2014, da man som regerende Champions League mester skal repræsentere Europa i VM for klubhold i december.
Lørdagens gæster har indtil videre haft en svingende sæson.
Blandt andet har Manolo Berizzos mandskab fået tre point med hjem fra Catalonien, da man ganske sensationelt slog Barcelona på Camp Nou i starten af november.
Efterfølgende er holdet dog kommet ned på jorden igen med nederlag til både Rayo Vallecano og oprykkerne fra Eibar, hvilket placerer Celta på en umiddelbar ottendeplads med 20 point, hvilket blot er et enkelt fra at komme op og kæmpe med om de rigtig sjove pladser med adgang til Europa i næste sæson.
Der er altså masser at spille for hos de blåblusede gæster, men når alt kommer til alt og mandskaberne gøres op mod hinanden, er der ikke blot én men flere klasser i mellem. Noget som forhåbentligt kommer til udtryk lørdag aften.
Der er kick-off kl. 20 på Canal 9
Real Madrids forventede opstilling: Casillas – Carvajal – Pepe – Ramos – Marcelo – Illarramendi – Kroos – Bale – James – Benzema - Ronaldo
