Referat: Et flot punktum på 2014

De to duellanter på grønsværen, gjorde hver især sit til at lukke ned for 2014 i La Liga med manér. Således spillede såvel Almería, som Real Madrid, en ganske underholdende fodboldkamp her til aften på Juego Mediterráneos.

Forudsigelsen inden kampen: Almería er en drilsk størrelse på i egen hule…. og det blev de. Således blev Real Madrids 20. sejr på stribe en hårdt tilkæmpet en af slagsene. Andalusierne havde absolut ikke i sinde at lægge sid ned, og bed overordnet set godt fra sig kampen igennem. Værterne indledte også kampen med fine offensive takter, om end besøgstiden på Real Madrids banehalvdel var uden den store kvalitet.

Ikke overraskende sad Real Madrid på størstedelen af boldbesiddelsen, men madrilienerne havde store problemer med at forvalte deres spilovertag konstruktivt i Almerías straffesparksfelt, hvor både stolpe og den sidste aflevering stod i vejen for et tidligt føringsmål.

En lækker detalje startede lidt over ti minutters underholdende målfest.

Og hvem andre end Isco stod for denne føromtalte detalje? Denne lille offensive elegantier tæmmede en høj bold på smukkeste vis i Almerías kriminelle felt, tog et par træk ind i banen og skruede bolden på nærmest ”iscosk” vis over i det lange målhjørne – et studie i teknisk kunnen.

Kort efter ville Almería også lege med på måltavlen. Verza opfangede en nedfaldsbold et godt stykke uden for feltet, og med et tørt drømmehug – det sker én gang ud af 100 for Verza – smækkede han bolden ind bag en prisgivet Casillas. Bale scorede til 2-1 med et følt hovedstødsmål, assisteret af Kroos, kort inden pausefløjtet.

Ronaldo og Casillas stjal rampelyst i anden halvleg.

Almería fortsatte ufortrøden i et højt tempo i anden halvleg, hvor værterne havde optræk til flere store chancer. Den største tilfaldt målscoren fra første halvleg, Verza, da andalusierne blev tildelt et straffespark små 20 minutter inde i anden halvleg. Casillas viste, at reflekserne stadig er intakte – San Iker!

Ronaldo og Benzema slukkede lyset for Almería, efter et smukt kombinationsspil, som portugiseren selv iscenesatte. Selvsamme portugiser kunne også lukke den højintense forestilling med sit andet mål til slutresultatet 4-1 – sit mål nummer 25 i La Liga.  

Det eneste lille malurt i bægeret var, at Ancelotti på ny var bange for at benytte sig af sine udskiftere. Men fred være med det. De tre point og at overvintre på førstepladsen overskygger selv sagt dette.

Kampfakta:

Almería – Real Madrid (1-2) 1-4

Isco (34’)

Verza (39’)

Bale (42’)

Ronaldo (81’)

Ronaldo (89’)

Gule kort:

Real Madrid: Bale (24’), Marcelo (57’), Illarramendi (62’), Ronaldo (76’)

Almería: Verza (11’), Dubarbier (31’), Soriano (52’), Velez (64’)

Røde kort: Ingen

Dommer: Alfonso Alvarez Izquierdo

Real Madrid: Casillas; Carvajal, Pepe, Varane, Marcelo; Illarramendi, Kroos, Isco; Bale, Benzema (Coentrão, 85’), Ronaldo

Almería: Ruben; Michel, Navarro, Trujillo, Velez (Corona, 83’); Teye, Verza; Dubarbier (Zongo, 59’), Soriano (Wellington, 67’), Mendez; Hemed

Kampens spiller: Casillas. Vanvittig vigtig redning. 

Kampens badebold: Bale. Nuvel, han laver et fint mål, men han er en usynlig skikkelse i skrivende stund.

Kampens detalje: Scoring til 3-1 var smuk. Benzema og Ronaldo kan kombinere i blinde. Magisk! Iscos detalje fortjener også stående ovation....

Seneste artikler...