Optakt: FIFAS store fodboldshow

I aften træder Real Madrid ind i fodboldverdenens svar på Disneys Juleshow, nemlig FIFAS VM for klubhold, der afholdes i Marokko. Som en anden Jesper Fårekylling præsenterer Sepp Blatter det bedste fra bagkataloget, når vinderne af de forskellige verdensdeles afarter af Champions League turneringen, brager sammen i årets sidste fodboldbrag.

Real Madrid kommer som vindere af "den rigtige" Champions League og samtidig som repræsentanter for det europæiske kontinent og må, uden at denne skribent kender synderligt meget til niveauet hos resten af turneringens hold, udnævnes til ganske klare favoritter.

Carlo Ancelottis udvalgte er kommet til Marokko med en ganske enkelt skræmmende winning-streak i bagagen. 20 sejre i streg hvori man tilmed har scoret hele 75 mål.

Derudover faldt weekendens runde i La Liga også ud til Real Madrids fordel, da både Atlético og Barcelona satte point til, således at de hvidklædte "overvintre" på førstepladsen med fire point ned til andenpladsen.

Sidst men ikke mindst blev det til et gensyn med Schalke 04 i lodtrækningen til CL-ottendedelsfinalerne, hvilket opsummerer en ganske fremragende optakt til aftenens semifinale mod mexicanske Deportivo Cruz Azul.

Det forventes at Ancelotti stiller med det tungest anvendelige skyts til aftenens kamp. Eneste minus på holdkortet er, at James fortsat er ude, om end der spekuleres i, at colombianeren kan være tilbage i en eventuel finale. I hans fravær er Illarramendi udvalgt til midtbanen.

Cruz Azul er med i VM for klubhold efter triumf i den Caribiske, Nord- og Mellemamerikanske pendant til Champions League. Cruz Azul vandt i deres kvartfinale over vinderne af den asiatiske Champions League, australske WS Wanderers FC, med 3-1 efter forlænget spilletid.

Googler man det mexicanske hold, kan man se, at de sidste år sluttede på en fjerdeplads i den hjemlige liga, mens det i år blot er blevet til en beskeden 13.plads.

Summa summarum er, at VM for klubhold er en ganske forvirrende turnering og at Real Madrid, ligesom de tidligere deltagende europæiske hold, er ganske klare favoritter til at vinde det hele.

Aftenens dommer er chilenske Enrique Osses og der er kick-off i aften kl. 20.30 på DR3

Real Madrids forventede opstilling: Casillas – Carvajal – Pepe – Ramos – Marcelo – Kroos – Illarramendi – Isco – Bale – Benzema - Ronaldo

Seneste artikler...